Nadine Julie Svane og Charlotte Emilie Drejer Larsen fra Hans Egedes Sogn i Aalborg. Foto: Jonas Ahlstrøm.
Liv og vækst-udvalget under Landsforeningens bestyrelse inviterede fredag 10. maj unge – det vil sige personer under 35 år – til en workshop om at gøre arbejdet i menighedsrådet interessant for endnu flere unge.
Seks årsmødedeltagere fandt vej til workshoppen, hvor de blev så inspireret af hinanden, at de besluttede at udveksle Facebook-kontakter og danne et netværk.
Forinden gik cirka en times snak, som begyndte med spørgsmålet: Hvilke særlige udfordringer og behov oplever I?
Nadine Julie Svane fra Hans Egedes Sogn i Aalborg syntes ikke, det var svært at få poster i menighedsrådet, hun oplevede stor tiltro til de unge fra ”de gamle”. Men hun synes, fire år er for lang en periode at binde sig, når man er ung og måske er midt i en uddannelse eller i sit første job. Hun kunne tænke sig, hvis det var ok at træde ud midt i perioden, hvis det blev nødvendigt – det kunne måske være med til at tiltrække flere unge til menighedsrådet.
Christian Arffmann, næstformand for menighedsrådet ved Trinitatis Kirke i København, blev også taget godt imod, men han efterlyste større forståelse for, at man som ny i rådet ikke har kendskab til kirkens historik. Han har nogle gange følt sig sat lidt udenfor, når han mødte medlemmer, som har været i kirken i mange år.
Ændringer i C.V.
Charlotte Emilie Drejer Larsen fra Hans Egedes Sogn i Aalborg har oplevet, at der ikke er så stor værdi i at sidde i menighedsråd, hvilket har overrasket hende. Hun er som ledig blevet rådet til ikke at skrive menighedsrådsarbejde på sit C.V., men bestyrelsesarbejde.
Anne Særkær Jeppesen, menighedsrådsmedlem ved Haraldskirken i Høje Gladsaxe, har som den yngste i rådet brokket sig over referaterne, som hun ikke synes afspejler god mødekultur. Hun har også oplevet at være jobsøgende og erfare menighedsrådsarbejdet som en hindring. Arbejdsgivere troede, hun var religiøs, og at det ville skabe problemer.
De unge havde også forslag til Landsforeningen i forhold til, hvordan man kan gøre det mere attraktivt at sidde i menighedsråd.
Samtlige deltagere i workshoppen efterspurgte mere digital kommunikation i stedet for print. Det blev også efterspurgt at gøre det mere tydeligt, hvad man kan lære ved at sidde i menighedsråd, fordi alle har oplevet at få et kompetenceløft ved at deltage i rådsarbejdet.