28. APRIL 2020

Åben Telefon - onsdag 6. maj

I 2020 vil der en gang om måneden frem til årsmødet være Åben Telefon i sekretariatet, hvor Landsforeningens medlemmer kan ringe til et medlem fra bestyrelsens Personaleudvalg. Næste gang er 6. maj kl. 16-18.

åben telefon3.jpg

Colourbox

Af: Alex Kjær | Foto: Lars Aarø

Den direkte dialog mellem Persona­leudvalg og menighedsrådene er i højsædet, og emner med relation til Landsforeningen som arbejdsgiveror­ganisation er i fokus, herunder arbej­det med at opnå forhandlingsretten. Det kan være spørgsmål til arbejds­giverorganisationen, men medlem­merne opfordres også til at komme med input til, hvor Personaleudvalget kan gøre det anderledes eller bedre, samt medlemmernes forventninger til udvalget.

Arbejdsgiverstrategien går kort ud på, at Landsforeningen af Menig­hedsråd gerne vil overtage forhand­lingsretten fra Skatteministeriet, som i dag forhandler overenskom­ster i forhold til kirkefunktionærer­nes løn- og ansættelsesvilkår. Det vil Landsforeningen gerne, fordi den danske model, hvor arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationerne sæt­ter sig ved forhandlingsbordet og af­taler, hvad der skal gælde i den næ­ste overenskomstperiode, også skal gælde i folkekirken.

Landsforeningen af Menigheds­råd, folkekirkens arbejdsgiverorga­nisation, varetager allerede i dag hovedparten af de opgaver, en arbejdsgiverorganisation har. Men har altså ikke retten til og mulighe­den for at forhandle løn- og ansæt­telsesvilkår for de medarbejdere, menighedsrådene har arbejdsgive­ransvar over for.

Hvordan kan det gavne?

– Jeg har mødt medlemmer, når jeg har været rundt i landet for at for­tælle om arbejdsgiverstrategien, som har svært ved at se, hvordan det kan gavne menighedsrådene, at Lands­foreningen opnår forhandlingsret­ten. Der har været misforståelser om, hvorfor bestyrelsen arbejder for at opnå forhandlingsretten. Derfor tilby­der vi nu en direkte linje til Persona­leudvalget, så vi kan forklare, hvorfor det er en rigtig god idé, siger Inge Kjær Andersen, formand for Personaleud­valget og næstformand i bestyrelsen.

Hun er ansigtet udadtil i forenin­gens arbejde med strategien og hå­ber på, at der vil ske en ændring af forhandlingsretten i en ikke så fjern fremtid. Fordi det giver mening at flytte retten til at forhandle.

Telefontiderne og bestyrelsesmed­lemmet fra Personaleudvalget, der venter for enden af linjen, vil blive offentliggjort forskellige steder i Landsforeningens medier.