3. SEPTEMBER 2020
Af: Anja Christensen
Vi er til for dig – også ved overenskomstforhandlingerne
Landsforeningen af Menighedsråd er sat i verden for at sikre menighedsrådenes interesser. Det gør vi ved at udkæmpe kampe på den politiske scene, deltage i debatter og ved at være en tydelig og vægtig stemme.
Vi gør det også ved at rådgive menighedsråd om juridiske spørgsmål, økonomi, kommunikation og gennem kurser, uddannelse og kompetenceløft til alle grene i menighedsrådet. Ikke mindst gør vi det, ved at tage kampen op til overenskomstforhandlingerne.
Den danske model
Og netop overenskomstforhandlinger starter snart. Ved overenskomstforhandlinger står folkekirken lidt uden for den danske model, der kort sagt går ud på, at løn -og ansættelsesvilkår forhandles og aftales af lønmodtager- og arbejdsgiversiden.
Sådan er det ikke på folkekirkeområdet, hvor det i dag er Kirkeministeriet, der efter bemyndigelse fra Skatteministeriet, forhandler aftalerne på plads for folkekirkens område med de faglige organisationer.
Landsforeningen arbejder på som arbejdsgiverorganisation at blive den part, der forhandler direkte med organisationerne. Det kan give større ejerskab over aftalerne, hvis det er repræsentanter for arbejdsgivere og -tager, der forhandler aftalerne direkte.
Og det sikrer vores medlemmer bedre, da arbejdsgivernes krav vil indgå direkte i forhandlingerne og ikke som i dag filtreres igennem Kirkeministeriets embedsværk.
Vi kæmper for menighedsrådene og for forhandlingsretten
I Landsforeningen er vi tæt på mange medlemmer – og derfor kan vi kæmpe for de ting, der er vigtige for menighedsrådene. Vi er tæt på jeres hverdag og kender den, og vi kæmper så hårdt på at få forhandlingsretten, så overenskomsterne kan blive forhandlet af folk tæt på jeres hverdag, der kan sætte virkeligheden i spil.
Vi sidder dog ikke på vores hænder og venter på at opnå forhandlingsretten. Vi er med ved forhandlingerne, og her kæmper vi for menighedsrådenes interesser, når der skal lægges arm med lønmodtagersiden om løn, arbejdstid, pension osv.
Åben for input
Medlemsdemokrati er vigtigt for os, og derfor spørger vi også jer medlemmer, hvad I har af ønsker til overenskomsterne. Vi noterer ned fra vores rådgivning og møder med jer rundt om i landet – men skriv endelig ind med dine tanker og ønsker.
På baggrund af jeres svar, de erfaringer vi har fra rådgivning og en politisk gennemgang af centrale emner i aftalerne, fastsætter vi målene for vores deltagelse i overenskomstforhandlingerne OK21.
Vi indsamler løbende bidrag i september og oktober. På vores hjemmeside finder du en kontaktformular, som du skal bruge til at indsende dit bidrag.
Link til formular https://www.menighedsraad.dk/arbejdsgiver/overenskomst/ok21/ok21-aflever-dine-oensker/