13. NOVEMBER 2020
Forsiden af rapporten fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.
Af: Charlotte Tybjerg Sørensen
Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV) har undersøgt, hvordan folkekirken har håndteret nedlukningen pga. corona. Undersøgelsens resultater er præsenteret i rapporten: ”Når folkekirken skal spille efter reglerne – men uden for banen”, som blev offentliggjort 11. november.
Rapportens indhold
Hvad foregik der egentlig i den nationale taskforce og i kirkegårdstaskforce? Hvem traf de ledelsesmæssige beslutninger ude i de enkelte sogne? Hvad skete der af online aktiviteter og gudstjenester? Hvilken teologi kom frem i online prædikener? Hvad har befolkningen af forventninger og ønsker til folkekirken i en krisesituation som corona? Hvad fungerede, og hvad gik galt i den fælles folkekirkelige kommunikation om de løbende opdaterede retningslinjer? Det er noget af det, rapporten har undersøgt.
Den viser blandt andet, at det var menighedsrådsformændene og præsterne, der tog de fleste beslutninger under nedlukningen i foråret, og at de blandt andet var udfordrede af at måtte vente på retningslinjer fra biskopperne og Kirkeministeriet.
Af rapporten fremgår det også, at provsten flere steder fik en særlig betydningsfuld rolle i kommunikationen, som bindeled mellem det lokale niveau, stift og biskop.
- Det kan være naturligt at henvende sig, hvor man umiddelbart kan få svar. I en fremtidig krisesituation finder vi det dog vigtigt at sikre, at ansvaret fortsat ligger lokalt hos menighedsrådene, siger Landsforeningens formand Søren Abildgaard.
Folkekirkelige taskforcer med udfordringer
Rapporten konkluderer blandt andet, at de folkekirkelige taskforcer, hvor Landsforeningen var repræsenteret, var vigtige fora for netværkssamarbejde, koordinering og kommunikation, men var begrænset af at ”spillereglerne” var formuleret uden for netværket – af Statsministeriet samt Sundheds- og Ældreministeriet.
- Vi oplevede og oplever stadig, at folkekirkens indre forhold styres af regeringsbeslutninger. Vi skal tage ved lære af situationen. Vi skal sikre, at både menighedsrådenes beslutningskompetencer og folkekirkens samfundsmæssige rolle ikke sættes til side i den næste krise, siger Søren Abildgaard, som er medlem af den folkekirkelige taskforce.
Landsforeningen er også repræsenteret i kirkegårdstaskforcen.
Arbejder for et kriseberedskab
Belært af erfaringerne arbejder Landsforeningen arbejder på, at der etableres et kriseberedskab i folkekirken.
- Og det støtter rapporten støtter os i. Vi skal sikre, at normalstrukturen også kan håndtere kriser, og vi skal finde de gode løsninger, inden næste krise rammer os. Og uden at det igen bliver nødvendigt at koncentrere magten. Det var noget af det, vi fremlagde på vores netop afholdte delegeretmøde, og vi tager det med i relevante fora for at drøfte planlægning af, hvordan vi skal etablere et kriseberedskab, siger Søren Abildgaard.
Kommunikation har høj prioritet
FUV’s rapport viser også, at den folkekirkelige kommunikation var udfordret, blandt andet på grund af, at DAP’en kræver login samt uigennemskuelige opdateringer af retningslinjer (Kirkeministeriets FAQ, og biskoppernes vejledninger). Det er i hvert fald oplevelsen hos dem, der har svaret på spørgsmålene, som er grundlaget for undersøgelsen.
- Vi var tidligt i forløbet opmærksom på udfordringerne for vore medlemmer i at få adgang til informationen og holde styr på de mange opdateringer. Derfor etablerede vi et vidensområde på vores hjemmeside, med blandt andet direkte links til vejledninger, retningslinjer, nyhedsbreve mv., der er udsendt af ministerium og biskopper samt myndighederne. Hermed fik vores medlemmer et sted, hvor de kunne finde opdateret og korrekt vejledning i corona-håndtering. Og der er ingen tvivl om, at kommunikationen til menighedsråd, præster og kirkefunktionærerne er noget af det, der skal have høj prioritet i et kriseberedskab, siger Søren Abildgaard.
Læs om håndtering af coronakrisen i bestyrelsens beretning til delegeretmødet 2020 på side 15.
Interview med afdelingsleder Birgitte Graakjær Hjort, FUV om rapporten.