5. FEBRUAR 2020

Hvem mangler i jeres menighedsråd?

Måske står I og mangler nye kandidater, der vil stille op til menighedsrådsvalget 15. september. Men hvordan griber man processen an, og hvilke overvejelser kan I gøre jer om, hvilke kandidater I mangler i jeres menighedsråd?

191014_mr-valg-forberedelse_kimbrostrom.jpg (2)

Illustration: Kim Broström

Af: Pernille Aakjær

Du kan:

- Finde rekrutteringsmaterialer på Valgportalen her

- Læse mere om Menighedsrådsvalget 2020 her

- Tilmelde dig et valgkursus her

- Få et større indblik i den nye valgform her

Det handler om at finde kandidaternes motivation

At arbejde strategisk med at opfordre  kandidater til at stille op udelukker ingen. Men i mange menighedsråd mangler der kandidater. De steder kan I med fordel forsøge at rekruttere med blik for både kompetencer og repræsentativitet. Det skaber de mest effektive og demokratiske menighedsråd. 
Alle frivillige har et motiv for at være frivillig. Det gælder også frivillige i menighedsrådene. Derfor må I spørge jer selv: Hvad kan vi tilbyde nye medlemmer? 
Når I taler med potentielle kandidater, kan I med fordel forsøge at afdække deres interesser og motivation for at deltage i det kirkelige arbejde. Er det fx. troen, det mere sociale aspekt, eller måske de ledelsesorienterede opgaver, der tiltaler dem? 
Nogle motiveres af muligheden for kompetenceudvikling. Andre føler et moralsk ansvar for et aktivt medborgerskab og vil gerne være til nytte. Vi er alle forskellige. 
Ved at identificere den enkeltes interesser og motivation, bliver det nemmere at forklare, hvor arbejdet i menighedsrådet kan skabe værdi for den enkelte kandidat.

Hvordan griber I rekrutteringen an i jeres sogn? 

Til at hjælpe med at svare på dette spørgsmål, kan I stille jer selv disse tre spørgsmål:

1. Kommer vi til at mangle kompetencer? 
Hvilke kompetencer kommer I til at mangle efter valget? Kender I nogen, der i kraft af deres uddannelse, beskæftigelse eller erfaring har forudsætninger for og lyst til at løse opgaven?

2. Skal vi have nye kræfter til nye opgaver?
Der er mange faste opgaver i menighedsrådet. Men med et forestående valg, er der også mulighed for at tænke i nye og andre opgaver. Er der dele af menighedsrådsarbejdet, I gerne vil styrke i forlængelse af sognets vision? Er der brug for nye ad-hoc udvalg? Skal der gøres en indsats på de sociale medier? 

3. Hvem er ikke repræsenteret i menighedsrådet? 
At sammensætte det bedste menighedsråd handler ikke blot om, at medlemmerne har forskellige kompetencer. Det er også en stor styrke og fordel, at de har forskellige baggrunde og bevæggrunde for at stille op. Er der dele af menigheden, som ikke er repræsenteret i rådet? Fx. yngre, børnefamilier, kvinder, submenigheder? Så kan I med fordel opfordre dem til at stille op.

 
Illustration | Kim Brostöm

Match-making

Det kan være en god idé at tænke over, hvordan I kan matche jeres behov med den enkelte kandidats interesser og kompetencer.
Her kan I måske drage nytte af disse eksempler: 

Er du god til at kommunikere? Så kan du være med til at gøre vores kirke mere synlig og relevant for både medlemmer og pressen.
Er du ung og fuld af gode idéer? Så vil vi gerne have din hjælp til at gøre det kirkelige arbejde og aktiviteter mere vedkommende for ungdommen.
Vil du udnytte og udvikle dine ledelseskompetencer? Menighedsrådet er arbejdsgiver for kirkens ansatte. 
Har du byggetekniske eller håndværkermæssige kompetencer og erfaringer? Så kan du være med til at tage ansvar for at kirkens bygninger og områder vedligeholdes.
Er du god til tal og budgetter? Så er rollen som kasserer måske noget for dig. 

Flere artikler om samme emne

#Menighedsrådsvalg 2020 #Rekruttering