24. MARTS 2020
Offentlig ansatte med udendørs arbejde må nu arbejde som normalt. Hvis det kan sikres, at udførelsen af opgaverne kan ske på en sådan måde, at de ansatte ikke har nævneværdig kontakt med andre mennesker, og sundhedsmyndighedernes retningslinjer overholdes. Foto: Folkekirken.dk
Af: Charlotte Tybjerg Sørensen
Regeringen ændrede den 23. marts 2020 retningslinjerne for offentligt ansatte, hvis opgaver foregår udendørs og ikke indebærer nævneværdig menneskelig kontakt. Det gælder blandt andet ansatte på kirkegårdene. De kan derfor arbejde som normalt, hvis det sikres, at udførelsen af opgaverne kan ske på en sådan måde, at de ansatte ikke har nævneværdig kontakt med andre mennesker, og sundhedsmyndighedernes retningslinjer overholdes.
- Landsforeningen opfordrer medlemmerne til at følge anvisningerne fra regeringen og myndighederne. Men det har givet mange spørgsmål og været svært at forklare, at arbejdet på kirkegården, hvor medarbejderne ikke er i tæt fysisk kontakt med hinanden eller besøgende, har måttet ligge stille. Så vi hilser velkommen, at regeringen nu har ændret retningslinjerne – det er rigtig fornuftigt, siger Søren Abildgaard.
Kirkeministeriet udsendte i går en mail til alle menighedsråd med informationen om, at offentligt ansatte, hvis opgaver foregår udendørs og ikke indebærer nævneværdig menneskelig kontakt, kan arbejde normalt. Med uddybningen:
Retningslinjerne for hvilke opgaver, folkekirkens ansatte kan udføre, er nærmere beskrevet i den FAQ, som Kirkeministeriet har udarbejdet og som løbende opdateres. Læs den her.
Kirkeministeriet har også taget kontakt til de faglige organisationer.
- På baggrund af de ændrede retningslinjer for de offentligt ansatte, der arbejder udendørs, opfordrer jeg derfor til, at man lokalt kontakter sin kirkegårdsleder eller graver og aftaler, hvordan det udendørs arbejde kan genoptages der, hvor det ikke allerede er sket, siger Søren Abildgaard.