29. MAJ 2020
Illustration: Kim Broström
Efter brede sonderinger i baglandet og en grundig drøftelse af fordele og ulemper ved at gennemføre eller udsætte valget, er bestyrelsens konklusion, at Landsforeningen ikke ønsker at bede Folketinget om en udsættelse af menighedsrådsvalget.
- Det er en enig bestyrelse, som anbefaler, at menighedsrådsvalget afholdes som planlagt. Bestyrelsen anerkender, at gennemførelsen af valget under de aktuelle omstændigheder er en særlig udfordring. Men det er en udfordring, som menighedsrådene efter bestyrelsens opfattelse er i stand til at løfte, siger Søren Abildgaard, formand for Landsforeningen.
Landsforeningen har modtaget henvendelser fra medlemmer om at udsætte valget. Henvendelser, som dog efter presseomtale af sagen, er fulgt op af henvendelser fra andre og flere menighedsråd om at opretholde valget.
Politikere efterspurgte anbefaling
Bestyrelsen havde derfor emnet på dagsorden til et møde 5. juni. Det blev dog fremrykket, efter at adskillige kirkeordførere i begyndelsen af denne uge meldte ud, at det er muligt at lave en hastelov om udsættelse af valget, hvis arbejdet kunne påbegyndes allerede umiddelbart efter pinse. Men deres forudsætning for at arbejde for en hastelov var, at Landsforeningen ville komme med en klar anbefaling af, om valget skulle udsættes eller ej.
- Jeg vil gerne kvittere for, at kirkeordførerne har efterlyst et bredt funderet grundlag for beslutningen. Vi har lyttet til de meldinger, der er kommet fra vores bagland og haft en grundig drøftelse af fordele og ulemper, inden vi traf beslutningen om at anbefale at fastholde valget i år, siger Søren Abildgaard.
Supplerende vejledning på vej
For at klæde menighedsrådene så godt på som muligt til valget, vil den generelle vejledning om gennemførelse af valget blive suppleret af vejledning i håndtering af coronasituationen i forbindelse med valget. Det vil blandt andet blive indarbejdet i det e-læringsmodul om valgforsamlingen, som er under udarbejdelse, og som vil kunne findes blandt andet på Landsforeningens valgsider på hjemmesiden.