12. FEBRUAR 2020
Kordegneforeningen og Landsforeningen er blevet enige om, at orienterings- og menighedsmødet undtagelsesvis godt kan afholdes, uden at kordegnen er til stede.
Der skal afholdes et orienteringsmøde den 12. maj 2020, og selve valget foregår som en valgforsamling den 15. september 2020. Der bliver i disse dage udarbejdet et væld af materialer til menighedsrådene, og regelgrundlaget for valgformen bliver fastsat. Orienteringsmødet afholdes sammen med det årlige menighedsmøde. Mødet har en fast dagsorden, hvor menighedsrådet blandt andet skal orientere om sit arbejde i det forløbne år, kommende opgaver og dato og regler for afholdelse af valgforsamlingen. Mødeformen kombinerer menighedsmødet og det tidligere opstillingsmøde til menighedsrådsvalg. Begge dele har menighedsrådene allerede erfaring med.
I januar, februar og marts afholder Landsforeningen af Menighedsråd valgkurser i valgformen over hele landet. Dette klæder menighedsrådenes valgbestyrelser på til at forberede valget ved at afholde orienteringsmøde, rekruttere kandidater og skabe engagement i folkekirken om valget. Derudover bliver der udarbejdet en vejledning i at afholde orienteringsmøde, herunder mødematerialer og gode spørgsmål til drøftelse af kirkens liv og det fremtidige menighedsrådsarbejde.
Der udarbejdes altså et væld af materialer til støtte for afviklingen af orienterings-menighedsmødet, der holdes kurser, og langt det meste kan forberedes, inden kordegnen tager på kursus med faglig opdatering fra blandt andet Kirkeministeriet, herunder opdatering på, hvordan selve valgforsamlingen kommer til at foregå.
Derfor er Kordegneforeningen og Landsforeningen enige om, at orienterings- og menighedsmødet undtagelsesvis godt kan afholdes, uden at kordegnen er til stede.