6. OKTOBER 2021
Illustration: Kim Broström
Af: Marie Gaarden
Der har ved de seneste to valg til provstiudvalg været en stigende tendens til, at formandshvervet er gået til valgte lægfolk.
Efter valget i 2013 var cirka 1/4 af formændene valgte lægfolk. I 2017 var det tal steget til cirka halvdelen.
Hvem skal være formand for provstiudvalget? Det er en fordel at tænke i de baner i god tid, inden de nyvalgte medlemmer mødes for at konstituere sig.
En klar arbejdsdeling
Alle medlemmer af provstiudvalget kan vælges til formand; både de valgte og provsten. Men Landsforeningens anbefaling er at lade posten gå til et af de valgte læge medlemmer. Gør man det, får man adskilt provstiudvalgets overordnede opgaver og ansvar fra provstens, og man får en tydelig arbejdsfordeling; provsten er medlem af provstiudvalget og udvalgets forretningsfører, og provstiudvalgets formand leder udvalgets arbejde med at sætte politisk retning.
På den måde bliver der en klar deling mellem det politiske arbejde og den daglige udførelse.
Et styrket demokrati
Anbefalingen om at vælge en læg formand, fik bred opbakning på Landsforeningens delegeretmøde i 2019.
”Efter vores opfattelse giver det en god demokratisk balance, at formandshvervet varetages af et valgt lægt medlem, mens provsten er forretningsfører. Der kan selvfølgelig være lokale forhold, der gør sig gældende, men vi anbefaler klart, at provstiudvalget vælger en læg formand,” siger bestyrelsesformand Søren Abildgaard.
Vær på forkant
Når først det konstituerende møde er i gang, kan det være sin sag at vurdere, hvem der har det bedste formandspotentiale. Derfor er det en god idé, at nyvalgte provstimedlemmer snakker sammen inden det konstituerende møde og finder ud af, hvem der kunne være relevant til posten som formand.