4. OKTOBER 2021
Øster Hurup kirkegård er blevet åbnet op og lagt om, så den i dag nærmest ligner en park. Foto: Flemming Jeppesen.
Tirsdag 5. oktober udkommer menighedsrådenes Blad nummer 8, der blandt andet har besøgt Øster Hurup kirkegård, som efter 20 års forarbejde for nylig holdt indvielsesgudstjeneste for en omlagt og fornyet kirkegård.
Kirkegården ligner i dag nærmest en park med flere muligheder for at tage ophold på arealerne.
Tidligere på året udkom bogen "Religiøsitet og forholdet til folkekirken 2020", baseret på indsamlede data fra 2020. Konklusionen i bogen er, at der er stor opbakning til folkekirken, stor stabilitet i medlemsantallet samt mange forventninger til folkekirken.I bogen bliver en større gruppe medlemmer blandt andet spurgt, hvordan folkekirken skal prioritere sine midler. Helt i top blandt svarene er ”at vedligeholde kirkegårdene godt”.
Hans-Henrik Nielsen, formand for Landsforeningens Udvalg for økonomi, bygninger og grøn omstilling siger:
- Svaret er fint i tråd med de fokuspunkter, vi har i Landsforeningens bestyrelse. Kirkegården er vigtig for mange danskere, fordi det er her, de kommer og mindes deres kære, som er gået bort. For de sogne, som har en kirkegård, er vedligeholdelsen af stor betydning. Det er en stor økonomisk post, og det er vigtigt, at vi fortsat prioriterer kirkegården højt. Kirkegården er et væsentligt element i kirkens arbejde og er på mange måder en fortsættelse af det kirkelige rum.