17. DECEMBER 2021

Mundbind og arealkrav i folkekirken

Statsministeren anbefaler nye restriktioner, der omfatter folkekirken.

Mundbind

Mundbind og arealkrav i kirken skal mindste risikoen for smittespredning. Foto: Pixabay.

Af: Redaktionen

UPDATE: De nye restriktioner er vedtaget - de gælder fra søndag d. 19.december 2021 klokken 8.00 og frem til d. 17. januar 2022.
Læs også pressemeddelelse fra kirkeministeriet.

På et pressemøde d. 17. december præsenterede statsminister Mette Frederiksen regeringens forslag til restriktioner, der skal bremse smittespredning. Det er restriktioner, der vil få indflydelse på årets julegudstjenester.

Krav om mundbind og afstand
De steder, hvor der skal vises coronapas, bliver der krav om brug af mundbind eller visir. Det gælder dermed også i kirken.
Desuden ønsker regeringen at genindføre arealkrav ved indendørs arrangementer.
Størstedelen af de tjenester og arrangementer, som folkekirken afvikler, foregår siddende. Og her er arealkravet 2 kvadratmeter pr person. Ved arrangementer, hvor deltagere står op og kan bevæge sig rundt mellem hinanden, er arealkravet 4 kvadratmeter pr. person.

Til forslagene om de nye restriktioner, siger formand for Landsforeningen, Søren Abildgaard:

”Der er mulighed for at gennemføre julegudstjenester, men arealkravet får konsekvenser. Mange steder vil man nu skulle tage stilling til, om man skal holde flere julegudstjenester, have adgangsbegrænsning eller henvise til andre gudstjenester i løbet af julen. Og så er der jo ikke nogen garanti for, at det er de sidste ændringer, der kommer inden jul.”

Særlige anbefalinger juleaften
På pressemødet kom det frem, at Kirkeministeriet og Sundhedsstyrelsen vil komme med konkrete anbefalinger for julegudstjenesterne, blandt andet angående skiltning, håndsprit, rengøring, udluftning, forhold ved ankomst og afgang fra kirken, ophold mellem de enkelte tjenester, afstand mellem korsangere og til menigheden samt brug af mundbind ved sang.

Endnu har folketingets epidemiudvalg ikke godkendt de nye restriktioner. Men bliver de vedtaget, forventes de at træde i kraft søndag d. 19. december kl. 8.00.

Vores vejledning opdateres
I takt med, at der kommer nye bekendtgørelser, opdateres Landsforeningens samlede coronavejledning.
Her kan du altid finde gældende retningslinjer og links til gældende bekendtgørelser.
Landsforeningens samlede coronavejledning finder du her

Flere artikler om samme emne

#covid-19