30. MARTS 2021
Illustration: Bob Katzenelson
Af: Arbejdsgiver og Rådgivning, Red. Anja Christensen
Forhandlingerne om fornyelse af overenskomsterne for menighedsrådenes ansatte varetages af Kirkeministeriet på bemyndigelse af Skatteministeriet (Medarbejder- og Kompetencestyrelsen), og vi sidder med ved forhandlingsbordet.
Forhandlingerne blev afsluttet den 11. marts 2021, og de faglige organisationer har herefter sendt resultatet til urafstemning hos deres medlemmer og offentliggjort det på deres hjemmesider. Medarbejder- og Kompetencestyrelse har nu godkendt det samlede forhandlingsresultat, så vi nu også kan offentliggøre det.
Med udgangspunkt i medlemmernes ønsker og forslag, de erfaringer vi har fra rådgivning af vores medlemmer og politiske drøftelser, fastholdt vi vores politiske mål for vores deltagelse i forhandlingerne fra tidligere overenskomstforhandlinger. Vores politiske mandat var, at aftalerne skulle:
Der var, som vi tidligere har meldt ud, ikke afsat midler til forhandlingerne på folkekirkens område.
Opgaven for forhandlingsparterne var derfor at se, om der var krav, man kunne bytte med hinanden. Ret beset vurderer man, om man synes, det man vil bytte med modsvares af en tilsvarende værdi, af det man får i bytte. For vores vedkommende indgik det politiske mandat i vurderingen af bytteværdien.
Se resultatpapirerne fra forhandlingerne her.
Nedenfor giver vi et overblik over resultatet af forhandlingerne, som har betydning for folkekirkens område. Når resultatet udmøntes, vender vi tilbage med yderligere vejledning.
Generelt
Der er blevet aftalt lønstigninger på 4,42 % over de kommende tre år, og samlet set er der brugt 6,75 % af lønsummen på at forhandle forbedringer til ansatte i staten og folkekirken. Alle midler er blevet brugt på ”det store bord”, så vi har ikke haft midler at forhandle om i vores lokale forhandlinger i Kirkeministeriet.
Den kommende overenskomstperiode er tre år.
Organister
DOKS er trådt ud af Organistoverenskomsten og er blevet en del af AC-overenskomsten med eget protokollat. Dækningsområdet er samtidig aftalt ændret, så bachelorer i kirkemusik bliver omfattet af protokollatet og AC-overenskomsten. Arbejdstidsreglerne, som vi kender dem i dag, fortsætter uændret i protokollatet.
Lønforhandlingsprotokollatet er permanentgjort og indskrevet i protokollatet, så proceduren for lønforhandling fremgår direkte af protokollatet.
Det er aftalt, at vi frem mod OK24 undersøger protokollatets bestemmelser om arbejdstid og arbejdets tilrettelæggelse. Derudover undersøges det, hvordan 8-timers grænsen for overenskomstansættelse skal administreres i lyset af deltidsdirektivets anvendelse på folkekirkens område.
Organistforeningen er eneste organisation i Organistoverenskomsten efter DOKS er trådt ud. Efter en forsøgsordning på 10 år er lønforhandlingsprotokollatet blevet gjort permanent. Det er aftalt at parterne frem mod OK24 skal se på muligheden for at Organistforeningen og Dansk Kirkemusikerforeninger dækkes af samme overenskomst eller organisationsaftale.
Gravere og kirketjenere
På organisationsaftalen for gravere og kirketjenere blev der kun aftalt redaktionelle ændringer og taget et forbehold i henhold til CFU-forliget. De fleste af FAKK’s og Kirketjenerforeningens krav var knyttet op til brugen af midler og som det fremgår af ovenstående, var der ikke midler til rådighed for forhandlingerne i Kirkeministeriet. På den baggrund kunne der ikke opnås enighed om de store ændringer.
Gravermedhjælpere
3F og kirkeministeriet blev enige om, at igangsætte et periodeprojekt, hvor formålet er at forenkle overenskomstens regler. Forventningen er, at periodeprojektet startes op i løbet af foråret/sommeren 2021. Endvidere blev der aftalt en mindre ændring i vejledningen til overenskomsten.
Der er centralt aftalt en ret til seniorbonus. Denne rettighed gælder ikke anvendelse for timelønnede. Der er derfor indgået aftale om, at seniorbonus også skal gælde for gravermedhjælpere.
Udenfor selve overenskomstforhandlingen blev der indgået aftale om en tillidsrepræsentantordning for gravermedhjælpere.
Kordegne, sognemedhjælpere/kirke- og kulturmedarbejdere og kirkemusikere
Som konsekvens af uenighed imellem CO10 og kirkeministeriet om, hvorvidt bestemmelsen om udlevering af lønoplysninger finder direkte anvendelse i organisationsaftalen, blev det aftalt at tilføje en protokollatsbemærkning i lønforhandlingsprotokollatet.
Det vil derfor fremover fremgå af lønforhandlingsprotokollatet at:
”Kirkeministeriet henstiller, at alle menighedsråd i forbindelse med de årlige lønforhandlinger giver tillidsrepræsentanten mulighed for at få relevante lønoplysninger for de personer, som den pågældende repræsenterer, herunder en liste over de ansatte. Såfremt der ikke er en tillidsrepræsentant, henstilles det, at (central)organisationen får mulighed for at få lønoplysningerne. Lønoplysningerne kan indeholde oplysninger om medarbejderens navn, arbejdssted, stillingsbetegnelse, ansættelsestidspunkt, lønindplacering og centralt og lokalt aftalte tillæg.”
Kirkeministeriet har i den forbindelse desuden tilkendegivet, at man i forbindelse med offentliggørelse af forhandlingsresultatet vil gøre opmærksom på ovenstående henstilling, herunder i et nyhedsbrev om OK21, og at det anføres som en generel bemærkning i det cirkulære, hvor organisationsaftalen udsendes.
Parterne er enige om at understrege, at det er formålstjenligt for den lokale forhandlingsproces, at tillidsrepræsentanten, eller såfremt der ikke er en tillidsrepræsentant, den faglige organisation, har adgang til relevante lønoplysninger mv., som anført i protokollatsbemærkningen, og at parterne loyalt vil rådgive herom.”
Kordegne og sognemedhjælpere/kirke- og kulturmedarbejdere
Det blev aftalt, at opgaven med kommunikation bliver en kerneopgave for både kordegne og sognemedhjælpere/kirke- og kulturmedarbejdere. Det betyder, at der fremover ikke er faglig fleksibilitet, hvis en kordegn eller sognemedhjælper/kirke- og kulturmedarbejder varetager kommunikation.
Kirkemusikere
Parterne enedes om et periodeprojekt med det formål at afdække mulighederne for at sammenlægge kirkemusikerne med KMOK-organisterne. Enten ved at overflytte kirkemusikerne til overenskomsten for organister eller ved at samle kirkemusikere og KMOK-organister under en fælles organisationsaftale under CO10-fællesoverenskomsten.
Periodeprojektet er aftalt til at være gennemført inden udgangen af 2022.
Lokallønspuljer for kordegne, KMOK-organister og FDK-kirkegårdsledere
Der er afsat midler til lønforbedringer for tjenestemands- og tjenestemandslignende ansatte kordegne, KMOK-organister og FDK-kirkegårdsledere. Lønforbedringerne forhandles imellem CO10 og Kirkeministeriet.
Gældende for alle overenskomstansatte
Nedenstående er aftalt i henholdsvis i CFU-forliget og AC-forliget.
Ændrede vilkår for tillidsrepræsentanter i folkekirken
Der er aftalt, at cirkulærerne om tillidsrepræsentanter i folkekirken ændres, således at tillidsrepræsentanten har ret til:
Desuden gives tillidsrepræsentanten adgang til mobilabonnement via folkekirkeaftalen, og der gives om muligt adgang til lokaler indenfor provstiets grænser.
Kirkeministeriet anbefaler lokal aftale om arbejdstid til tillidsrepræsentantarbejde. Udgifter dækkes af tillidsrepræsentantens arbejdsgiver. Kirkeministeriet anbefaler provstiudvalgene at refundere eller dække menighedsrådenes udgifter direkte forbundet til tillidsrepræsentanten.
Ret til seniorbonus
Parterne er enedes om, at medarbejdere har ret til en seniorbonus fra og med det kalenderår, hvor de fylder 62 år.
Der er tale om en fleksibel ordning, hvor medarbejderen kan vælge imellem to seniordage om året eller pensionsbidrag på 0,80 % af årslønnen.
Ændring af pensionsvilkårene i OAO-fællesoverenskomsten
Det er aftalt, at betingelserne for at opnå pension ændres, så aldersgrænsen på 25 år fjernes, og der nu kun kræves 2 års sammenlagt beskæftigelse i det offentlige for at opnå pension.
Det betyder, at der fremover kun kræves 2 års anciennitet for at være berettiget til 15 % pension.
Sorgorlov ved barns død, dødsfald inden det fyldte 18. år eller bortadoption
Det er aftalt, at hver af forældrene har ret til løn under orlov i indtil 26 uger efter barnets død, hvis barnet er dødfødt eller dør inden det fyldte 18. år. Samme ret til løn under orlov gælder for adoptivforældre, hvis barnet dør inden det fyldte 18. år.
Hvis barnet bortadopteres inden den 32. uge efter fødslen, har begge forældre ret til løn under orlov i indtil 14 uger.
Der er aftalt følgende periodeprojekter, som har indflydelse på folkekirkens område
Periodeprojekt om samarbejdsudvalg i folkekirken med det formål at afklare, om folkekirken kan omfattes af statens SU-aftale.
Periodeprojekt om opvarmning af tjenesteboliger med henblik på en revidering af reglerne. Det er aftalt, at revideringen skal være udgiftsneutral.
Periodeprojekt om overenskomstdækning af pensionerede, som pt. ikke kan overenskomstdækkes.