15. JUNI 2021

Søg støtte til motionsløb for sognet

Menighedsråd er blandt dem, der kan søge fra Nordea-fondens løbspulje til løb eller ”gang-event” for lokalområdet. Der er netop åbnet for ansøgninger.

Motionsløb - colourbox.jpg

Foto: Colourbox

Af: Charlotte Tybjerg Sørensen

Måske nogle menighedsråd har planlagt eller påtænker at planlægge motionsløb, vandretur eller lignende?

Vær i den forbindelse opmærksom på, at Nordea-fonden i år øremærker 5 mio. kr. til mindre motionsløb med 50-500 deltagere, der får flere ud i det fri sammen.

Foreninger – herunder menighedsråd - kan søge op til 10.000 kr. i støtte fra Nordea-fondens Løbspulje til det motionsløb, de drømmer om at lave. Samt få løbstrøjer med eget logo til alle deltagere.

Løbspuljen støtter alle typer motionsløb: Løb, rul, svøm, padl, cykl, gå, skate – eller lige det løb, foreningen drømmer om at lave sammen. Det kan fx være et sogneløb eller gang-event.

Der blev åbnet for ansøgninger fredag d. 11. juni. Vær opmærksom på, at det er først-til-mølle-princippet, der gælder.

Læs mere og søg støtte på Nordea-fondens løbspulje her.