15. DECEMBER 2022

Det kommer folkekirkens nye intranet til at hedde …

Folkekirken får i 2023 et nyt intranet - en afløser for DAP. Projektet skrider fremad, og nu er der fundet et navn.

Intranettet Hedder Afsløring

Der er kommet mange gode bud på navn til folkekirkens nye intranet. Nu bliver det afsløret.

Af: Marie Gaarden

Hvem står bag intranettet

Intranettet udvikles i et samarbejde mellem Kirkeministeriet, Landsforeningen af Menighedsråd, 10 stifter og folkekirkens It.

Styregruppen bag det nye intranet består af:

Thomas Reinholdt Rasmussen, biskop over Aalborg Stift

Inge Kjær Andersen, næstformand i Landsforeningen af Menighedsråd

Elisabeth Aggerbeck, kontorchef, Ribe Stift

Elisabeth Jensen, vicesekretariatschef, Landsforeningen af Menighedsråd

Simon Ankjær Andersen, presseansvarlig, Kirkeministeriet  

”Hjælp os med at finde et navn til DAPs efterfølger!” Sådan lød opfordringen for nogle uger siden – og rigtig mange valgte at give deres besyv med.

”I arbejdet med det nye intranet lægger vi vægt på at inddrage de kommende brugere af sitet i forhold til funktioner og brugervenlighed. Derfor var det også oplagt, at vi spurgte menighedsråd og ansatte inden for folkekirken til råds i forhold til navnet,” fortæller Inge Kjær Andersen, der er næstformand i Landsforeningen af Menighedsråd og næstformand i styregruppen for folkekirkens nye intranet.

Klart og forståeligt
Navnet skulle afspejle, at det nye intranet både er værktøjskasse med guides og vejledninger og en kilde til inspiration og viden. Og så er det et fælles websted for alle folkekirkens aktører. Det havde styregruppen for det nye intranet i tankerne, da de skulle vælge det helt rigtige navn.

Og nu har styregruppen truffet den endelige beslutning. Navnet bliver: Folkekirkens IntraNet.
Ligesom vi i dag kalder Den Digitale Arbejdsplads for DAP, vil det nye navn også få en forkortelse, nemlig FIN.

”Vi fik mange gode og originale forslag. Vi lagde vægt på, at navnet skulle være klart og forståeligt - det er det nye navn,” fortæller biskop Thomas Reinholdt Rasmussen, der er formand for styregruppen for folkekirkens nye intranet.

Et godt tegn
Over 100 personer tilkendegav deres mening eller kom med konkrete navneforslag.
At så mange har vist interesse for at bidrage ser Thomas Reinholdt som et godt tegn:
”Det er meget glædeligt. Vi håber også det viser noget om interessen, når intranettet åbner til foråret.”


Det nye intranet går i luften efter påske.

Flere artikler om samme emne

#Folkekirkens nye intranet #FIN