26. JULI 2022
Lørdag 29. oktober kan du komme med til Folkekirkens Digitaliseringskonference, der blandt andet har fokus på, hvordan folkekirken kan tiltrække en generation, der er vokset op i en tempofyldt digital tid. Foto: Colourbox.
Af: Alex Kjær
Fremtiden er i fokus på årets konference, som blandt andet stiller spørgsmålene, hvordan ser fremtiden ud for folkekirken? Hvilke udfordringer står folkekirken overfor, når yngre generationer med andre digitale behov træder til i kirken?
Konferencen sætter fokus på, hvordan man tiltrækker en generation, der er vokset op i en tempofyldt digital tid, til en kirke, der ofte er knyttet helt konkret til et sted og dets mennesker og dets præst – og som ikke har det nemme og hurtige, men det vigtige og det væsentlige som perspektiv.
Behov for supplement?
Spørgsmålet er, om der er behov for at supplere kirkens eksisterende form, format og kommunikation for at få yngre generationer bedre i tale?
Det og andre spørgsmål sættes til debat, når It-Følgegruppens årlige digitaliseringskonference byder på oplæg, paneldiskussioner og workshops for alle interesserede ansatte, frivillige og valgte i folkekirken.
Det foregår på Severin Konferencehotel i Middelfart, det er gratis at deltage, og du kan se det fulde program, hvor du tilmelder dig.
Læs mere på tilmeld.km.dk, hvor du kan tilmelde dig indtil tirsdag 8. oktober.