12. MAJ 2022
Arbejdet med grøn omstilling fik en særlig kickstart i Favrskov Provsti.
Af: Marie Gaarden
I Favrskov Provsti er de first movers, når det handler om at tænke grønt. De fik, som det første provsti i landet, udarbejdet en klimarapport med kortlægning af det nuværende CO2-aftryk og med 36 konkrete forslag til, hvordan målet om at reducere CO2-forbruget kan nås.
De grønne ambitioner blev i første omgang søsat med den tidligere provst, Anders Bonde, som projektets ildsjæl. Men den grønne omstilling er ikke et enkeltmandsforetagende, tværtimod.
”Det har en kæmpe betydning at have en i spidsen, der brænder for projektet og tænker visionært,” fortæller Frank Iversen, formand for Favrskov Provstiudvalg og fortsætter:
”Men visioner skal altid omsættes i handling, hvis det skal have en effekt - og her er menighedsrådenes indsats afgørende.
Derfor har man i provstiet arbejdet målrettet for at få alle 23 menighedsråd involveret.
Et inspirerende startskud
I Favrskov Provsti valgte man at introducere arbejdet med den grønne omstilling med en særlig begivenhed. En dag fyldt med grøn inspiration.
Først var cirka 60 gravere og kirkegårdsmedarbejdere på Rullende Erfa, det vil sige en fælles bustur med besøg på syv kirkegårde med gode eksempler på grønne initiativer.
Om aftenen var der stormøde – eller klimatopmøde, som de kaldte det, hvor ansatte og menighedsrådsmedlemmer var samlet til udrulningen af arbejdet med grøn omstilling. Med videohilsen fra Kirkeministeren og oplæg om visionen.
”Det var et stort set-up, og der var lagt hjerteblod i det,” fortæller Christian Medom, formand for Hammel Sogns menighedsråd, der deltog i mødet.
”Som menighedsrådsmedlem deltager vi jo i mange møder, men det her rykkede ved vores bevidsthed.”
Skemaer gjorde en forskel
På stormødet blev deltagerne også introduceret til arbejdet med lokale grønne handleplaner.
”Vi fik udleveret skemaer, hvor vi blandt andet skulle forholde os konkret til, hvad vi allerede gør, og hvad vi kunne gøre. Og så var der et skema med 36 punkter, vi skulle gennemgå efterfølgende på et menighedsrådsmøde – det skulle underskrives og indsendes til provstiet.
”På den måde var der krav om en eksakt handling – noget vi var pisket til – men absolut på den gode måde. Det har helt sikkert være med til at skabe en bevidsthed. Nu har vi hele tiden den grønne omstilling i baghovedet,” fortæller Christian Medom og tilføjer:
”I Hammel har vi endnu ikke sat de helt store projekter i søen, men vi går ikke forbi noget som helst uden at tænke på, om det kan gøres mere grønt.”
Og det er ifølge Frank Iversen netop målet med det fælles afsæt: At involvere alle og skabe et grønt mindset.
Forskellige forudsætninger
Menighedsrådenes handleplaner danner rammen om det videre arbejde.
”Vi har i provstiet øje for, at det er meget forskellige sogne. Der er forskellige forudsætninger og forskellige muligheder,” fortæller Frank Iversen og tilføjer, at det er vigtigt at sætte rammer, der er realistiske at arbejde med. Ellers forsvinder motivationen og lysten til at tænke i grønne baner.
Og så har provstiet også en vigtig opgave i at understøtte menighedsrådenes indsatser, for eksempel ved at koordinere.
”Hvis man i flere sogne har installering af varmepumper som et indsatsområde, kan vi for eksempel arrangere et fælles møde med en ekspert inden for området,” forklarer Frank Iversen.
Desuden har provstiet afsat midler i en klimapulje, så der er økonomisk støtte at hente.
”Det er vigtigt med gennemsigtighed. Menighedsrådene skal kende kriterierne for, hvad der gives støtte til.”
I 2022 har provstiudvalget tre kriterier (ikke prioriteret rækkefølge):
• Kort tilbagebetalingstid (så der herved hurtigt skabet et større økonomisk råderum til flere grønne investeringer)
• Mest CO2-reduktion for pengene (vil fremme tiltag, hvor det er muligt at beregne CO2-reduktionen)
• Når der er et "åbent vindue" for klimavenlige tiltag (f.eks. i forbindelse med renovering af præstegård ved præsteskifte)
Brug løs af idéerne
Provstiets klimarapport med det indbyggede inspirationskatalog indeholder idéer lige fra etablering af solcelleparker og indkøb af el-biler til at reducere forbruget af sodavand. Der er både inspiration til store og små budgetter.
”Også med små midler kan man gøre en indsats. At så blomsterfrø koster for eksempel ikke så meget. Eller skifte plastkrus ud med porcelæn, hvis det ikke allerede er sket,” nævner Frank Iversen som eksempler og kommer med et godt råd:
”Sørg endelig for at fortælle både internt og eksternt om de indsatser, der bliver gjort lokalt.” Det er både inspirerende, skaber forståelse og er med til at styrke en bevidsthed om den grønne omstilling i og uden for kirken.
Læs Favrskov Provstis klimarapport med forslag til CO2-reduktion. Her kan du også se eksempler på skemaer til brug for handleplaner m.m.