17. FEBRUAR 2022
Grafik: Colourbox
Af: Thomas Reinholdt Rasmussen, biskop, og Inge Kjær Andersen, næstformand i Landsforeningen af Menighedsråd, og hhv. formand og næstformand i styregruppen for folkekirkens nye intranet.
Vi har brug for at styrke folkekirkens interne kommunikation. Hvis ikke vi var bevidste om det før, er vi blevet det efter to år med corona. Vi, der er enten ansatte eller menighedsrådsmedlemmer, har brug for en kommunikationsplatform, der let og uproblematisk giver os den information, vejledning og inspiration, som skal til for at udføre vores arbejde.
Ønsket med det nye intranet, som i de seneste måneder har fået en del opmærksomhed i disse spalter, er præcist dette: at styrke den interne kommunikation for folkekirkens ansatte og menighedsrådsmedlemmer. Efter at have læst artikler og indlæg på Kirke.dk har vi lyst til at knytte et par helt grundlæggende pointer til projektet.
For alle ansatte og menighedsråd
Det nye intranet skal være for alle ansatte og menighedsråd i folkekirken. Til forskel fra i dag, hvor kordegne, præster og menighedsrådsmedlemmer har adgang til indholdet, men ikke som udgangspunkt fx kirketjenere, gravere, kirke- og kulturmedarbejdere, organister og sangere, skal alle ansatte og menighedsrådsmedlemmer frem over have adgang til folkekirkens interne nyheder og informationer.
Ansatte og menighedsråd skal have adgang til de samme generelle informationer – som der var utroligt mange af under nedlukningen. Samtidig skal de kunne finde den information, som gælder deres specifikke område. Det kan fx være informationer, det navnlig er vigtigt for kirke- og kulturmedarbejderne at kende til. Eller det kan være informationer, der fx er relevante for alle ansatte i ét stift.
Ansatte og menighedsrådsmedlemmer vil løbende blive inddraget i udviklingen af intranettet, så det kan blive brugbart og relevant for dem. I efteråret har brugerfora med deltagere fra hele landet derfor mødtes for at komme med deres perspektiver. Den type møder vil der blive afholdt hele vejen igennem processen.
Så meget som muligt af intranettets indhold skal ligge frit tilgængeligt
En mindre del af intranettets indhold skal man have login for at kunne læse. Det skyldes, at flere i folkekirken har brug for at dele fortroligt materiale med hinanden. Fx i forbindelse med ansættelser og lønforhandlinger. Men meningen er, at intranettets brugere skal kunne finde langt det meste indhold uden NemId eller brugernavn og adgangskoder.
Intranettet vil indeholde store mængder informationer. Derfor er det vigtigt for brugervenligheden, at indholdet bliver organiseret bedst muligt ud fra et brugerperspektiv, og at siden bliver udstyret med en velfungerende søgefunktion.
Redaktør skal koordinere indholdet
Ligesom i dag vil mange forskellige grupper levere indholdet til intranettet. Ansatte i stifter, i Landsforeningen af Menighedsråd, folkekirken.dk, Kirkeministeriet og andre relevante folkekirkelige institutioner vil alle bidrage med den spraglede mangfoldighed af informationer, nyheder og inspiration, som efterspørges af ansatte og menighedsrådsmedlemmer: vejledninger om alt fra bygninger til personale og kirkegårde, små og større nyheder om ferieregler, lovgivning, landsdækkende arrangementer, informationer om kurser og efteruddannelse og inspiration til det konkrete arbejde.
Vi er i disse dage i gang med at ansætte en redaktør og projektleder, som skal sætte projektet i søen, koordinere med de mange bidragydere og i det hele taget sikre, at brugerne bliver ved med at være i fokus for intranettet. Vi glæder os til at kunne præsentere personen i løbet af de kommende uger.
Vi skal styrke den interne kommunikation i folkekirken, fordi det er afgørende for vores mulighed for at være en nærværende og relevant folkekirke. Et nyt intranet for alle ansatte og menighedsråd er et oplagt sted at begynde.
- Indlægget er skrevet af Thomas Reinholdt Rasmussen, biskop, og Inge Kjær Andersen, næstformand i Landsforeningen af Menighedsråd, og hhv. formand og næstformand i styregruppen for folkekirkens nye intranet.