16. FEBRUAR 2022

Kirke-inventar søger nye ejere

Hospitalskirken i Horsens er ved at blive lukket ned; menighedsrådet håber, en anden kirke kan have glæde af bl.a. stolestader og prædikestol.

Hospitalskirken II Fotoravn

Foto: Martin Ravn, fotoravn.dk Hospitalskirken i Horsens lukker, og nu vil menighedsrådet gerne forære dele af inventaret væk. Se den fulde oversigt over inventaret, der gives bort, i artiklen.

Af: Redigeret af Marie Gaarden

Mon der et eller andet sted i landet befinder sig en kirke, som vil overtage 17 stolestader, en prædikestol og et korgitter/knæfald fra 1869?
Spørgsmålet kommer fra menighedsrådet i Horsens Klostersogn, der har besluttet at nedlægge sin annekskirke, Hospitalskirken i Horsens.

Nyt liv til inventaret
En del af inventaret, bl.a. en delvist middelalderlig altertavle, har Nationalmuseet udpeget som særdeles bevaringsværdigt, og disse dele skal indgå i et kapel, som indrettes i Klosterkirken.
Andre dele er nok bevaringsværdige, men passer ikke ind i kapel-planerne, og derfor håber menighedsrådet, at de kan finde en fremtid i en anden kirke.

Forærer inventarer væk
Rådet vil forære inventaret væk, blot modtageren selv sørger for nedtagning og transport til det nye bestemmelsessted.

Helt konkret drejer det sig om:
- 17 stolestader, hver ca. 2,5 meter lange. De udfylder i øjeblikket et rum på ca. 8,1 x 6,7 meter,
- en prædikestol, der inklusiv lydhimmel rejser sig ca. 4,5 meter i højden; uden lydhimmel er højden ca. 2,5 meter,
- et korgitter med knæfald, ca. 3,4 meter i diameter,
- præstestol og degnestol, førstnævnte bygget sammen med prædikestolen.
Desuden kan bl.a. et par nummertavler følge med.

Fotos: Martin Ravn, fotoravn.dk
Billede til venstre: Prædikestol og præstestol, hvorfra der er opgang til prædikestolen. Desuden ses korgitter og knæfald. Altertavlen er ikke med i tilbuddet.

Billede til højre: Stolestaderne i Hospitalskirken, som nu håber at finde nye ejere. I baggrunden ses degnestolen. 

 

Interesseret i overtage inventaret?

Interesserede kan kontakte menighedsrådsmedlem Christian Rimestad på
ch-r@stofanet.dk for en aftale om fremvisning af kirken og inventaret.