15. DECEMBER 2022
Sådan ser piktogrammerne ud for de 10 typer af affald.
Fra nytår er det et krav, at arbejdspladser sorterer deres husholdningslignende affald efter de samme kriterier som private husholdninger. Dette gælder også for de danske kirker, der selv skal sørge for at bestille en afhentningsløsning.
I skal dele jeres affald op efter disse 10 typer: mad, papir, pap, glas, metal, plast, mad- og drikkekartoner, tekstilaffald, farligt affald og restaffald. Formålet med sorteringen er at sikre, at affaldet bliver behandlet miljømæssigt korrekt, og at ressourcerne i videst muligt omfang bliver genbrugt og indgår i fremstillingen af nye produkter.
Dog er det ikke alle kommuner, der er klar, da der har skullet gennemføres nye udbud af indsamling og afsætning, samt været stor leveringstid på nye affaldsspande og skraldebiler - så undersøg hos jeres kommune, hvad kravene er, inden I går i gang.
Her kan I hente en plakat med sorteringskriterierne samt hente og printe affaldspiktogrammerne.
Her finder I en tjekliste over de vigtigste opgaver, I skal sørge for, når I skal i gang med at indføre sorteringskriterierne. Læs også denne guide fra Grøn Kirke om, hvordan I kommer i gang med affaldssorteringen i jeres kirke. Folkekirkens Grønne Omstilling afholder desuden et webinar om den nye affaldssortering den 18. januar 2023. Følg med på forsiden, hvor et tilmeldingslink vil blive lagt op.