2. JUNI 2023
Det danske drama Den store stilhed vinder årets Gabriel filmpris. Kåringen blev markeret fredag 2. juni under Landsforeningens årsmøde. På billedet ses juryen bag filmprisen samt sekretariatschef Torben Lauridsen. Foto: Henrik Petit.
Af: Alex Kjær
Det er Katrine Brocks, der har instrueret filmen, som blev kåret under Landsforeningens årsmøde. Hun voksede op i et kristent bofællesskab, hvor hun opfattede Gud som både kærlig og beskyttende, men også streng og dømmende. Filmen er blandt andet hendes bearbejdning af det.
Hun siger om sin film:
- Filmen giver ingen præcise svar, men jeg håber, den kan føre til en samtale om, hvad der kan ske, når der sker store, tragiske hændelser i livet. Måske kan filmen få folk til at tænke og reflektere, og jeg håber, at den kan inspirere til mange spændende samtaler i sognegårde landet over.
Flere medlemmer af juryen bag filmprisen var til stede ved prisoverrækkelsen. Jurymedlem Carsten Fledelius sagde:
- Det er en film, der viser, at der er mulighed for forsoning, selv når tingene ser svære ud. Det er en film for ikke blot kristne og troende men for alle, som lever i et menneskeligt samfund.
Filmen handler om 29-årige Alma, som lever et stille liv i et moderne katolsk kloster og skal til at aflægge sine evige løfter som nonne, da hendes storebror Erik uventet opsøger hende efter mange års adskillelse.
Erik vil have sin del af arven fra deres afdøde far, men hans tilstedeværelse åbenbarer en mørk hemmelighed, som Alma har gjort alt for at skjule.
I takt med at ceremonien nærmer sig, bliver Alma hjemsøgt af minder og tvivl, og hun har pludselig svært ved at mærke den Gud, som hun har satset på skulle frelse hende.
Blandt de medvirkende er: Kristine Kujath Thorp, Elliott Crosset Hove, Karen-Lise Mynster og Diêm Camille.
Fem andre film var nomineret til Gabrielprisen. De var: Resten af livet, Bamse, Kysset, Meter i sekundet og Holy Spider. Vi har omtalt filmene i Menighedsrådenes Blad nummer 5.
Gabrielprisen er en kirkelig markering af en nordisk kvalitetsfilm, og vinderen af prisen kåres traditionen tro på Landsforeningens årsmøde.
Det er poulært at arrangere filmaften i sognegården og vise vinderfilmen eller de film, der blev nomineret til prisen.
Få styr på rettigheder - inden du viser film
Det er vigtigt at indhente rettigheder til filmvisningerne, når det sker i sognehuset eller lignende steder.
Et oplagt sted at få rettigheder er hos CVLI Danmark (cvli.com), hvor man kan købe en licens.
Prisen afhænger af menighedens størrelse. Der er en udførlig vejledning på siden.
CVLI har 1000 aftaler med diverse filmselskaber men for eksempel ikke med Nordisk film, Nimbus eller Zentropa. Derfor er en CVLI-licens ikke altid det rigtige valg.
Her kan du se, hvilke selskaber, der er dækket af en CVLI-licens.
Vil du vise en film, der ikke er omfattet af en CVLI-licens, skal du tage fat i det selskab, der har produceret filmen.
OBS! Vinderfilmen 2023 "Den store stilhed" er dækket af en CVLI-licens lige som "Holy Spider", men de øvrige fire nominerede film er ikke.
Sådan gør du, hvis du vil vise de øvrige nominerede
Du skal indhente tilladelse hos Nordisk Film. Det kan du gøre på vision@nordiskfilm.com
I mailen skal du oplyse:
Pris for visning uden entré er 500 kr. for en lukket gruppe og 1.500 kr. hvis visningen er åben for alle