4. OKTOBER 2023
Der var mange gode samtaler mellem studerende og folkekirken til Teologisk Topmøde. Foto: Signe Ettrup
Af: Marie Gaarden
”En fremtid som præst!? Forventninger, forestillinger, ønsker, drømme,” det var omdrejningspunktet på Teologisk Topmøde 2023, der blev holdt på Aarhus Universitet i slutningen af september. Her mødtes 25 studerende og folkekirken – præster, biskopper og repræsentanter fra Præsteforeningen, Landsforeningen af Menighedsråd og Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter m.fl. for i fællesskab at blive klogere på, hvad der er vigtigt for, at teologistuderende vælger at blive præster i folkekirken.
Topmødet var arrangeret som en del af projektet ”Læs teologi og bliv præst - rekruttering og fastholdelse af præster i folkekirken.”
Vil gerne vide mere
Under drøftelserne kom det frem, at de studerende savner et bedre indblik i, hvad det egentlig vil sige at være præst.
Her blev der peget på, at muligheder som præstepraktik og studiejobs kan være gode måder at få de studerende introduceret til folkekirken på. Og det vil give dem en bedre fornemmelse af arbejdet som præst.
Stor interesse, men også bekymringer
Mens nogle dele af præstegerningen tiltalte de teologistuderende, for eksempel formidlingen og de meningsfulde relationer, var der også dele, som bekymrede dem. For hvad med ledelse? Og hvordan går det grænseløse arbejde i tråd med familieliv? Og hvad med arbejdsmiljøet?
Generelt efterlyste de studerende flere positive historier om folkekirken.
Topmødet formåede at bygge bro for nogle gode samtaler mellem studerende og den kirkelige verden, hvor især de teologistuderende talte, og folkekirkens baglande lyttede. Det blev et godt afsæt for det videre arbejde i projektet ”Læs teologi og bliv præst - rekruttering og fastholdelse af præster i folkekirken.”