9. AUGUST 2023

Inspiration til kirkegårdene

Have og Landskab 2023 har skruet op for den faglige inspiration til kirkegårdene. Skal du med?

Moos Lintrup Kirkegård Fællesanlæg

Have og Landskab 23 byder blandt andet på et 1.000 m2 stort specialområde for kirkegårdenes fagfolk. Fire landskabsarkitekter har designet hver sin unikke demonstrationsbeplantning på 3x6 m med nytænkende bud på, hvordan man kan få beplantning, æstetik, biodiversitet og den daglige drift til at gå op i en højere enhed.

Af: Alex Kjær

Skandinaviens største fagudstilling for den grønne branche – Have og Landskab – har altid haft et væld af inspiration til kirkegårdenes fagfolk med nye maskiner og redskaber, masser af planter og nye idéer til både drift og anlæg.

Men i år har udstillingen gjort netop kirkegårdenes udfordringer til en selvstændig prioritet. Det foregår i Slagelse til Have og Landskab den 30. og 31. august samt 1. september.

Her kan deltagerne besøge et stort kirkegårdsområde med demoplantninger og oplæg.

Kirkegårdenes fagfolk

HL23 vil byde på et 1.000 m2 stort specialområde for kirkegårdenes fagfolk. Fire landskabsarkitekter har designet hver sin unikke demonstrationsbeplantning på 3x6 m med nytænkende bud på, hvordan man kan få beplantning, æstetik, biodiversitet og den daglige drift til at gå op i en højere enhed.

Desuden er Fagligt Forum – Have og Landskabs serie af faglige minikurser – udvidet med en selvstændig foredragsrække om kirkegårdenes muligheder og udfordringer. På det nye kirkegårdsområde vil I også kunne møde specialudstillere til netop kirkegårdene.

Se mere på haveoglandskab.dk.