Portræt af vores nye formand

43-årige Anton Pihl var blot 28 år, da han første gang blev menighedsrådsmedlem og formand på Vesterbro i København. Det var i 2008, hvor han nogle år forinden var flyttet til hovedstaden for at studere.

- Jeg har fra barnsben været vant til at gå i kirke og ledte derfor efter en kirke, som kunne være noget for mig. Det fandt jeg i Sct. Matthæus Kirke, hvor jeg med det samme følte mig velkommen. Jeg blev menighedsrådsformand som 28-årig og i samme periode begyndte processen med at skabe Folkekirken Vesterbro, hvor jeg i dag er menigt menighedsrådsmedlem efter mange år som næstformand.

Folkekirken Vesterbro består af syv kirker, som hver har deres profil. Der er fælles administration, og menighedsrådet har nogle særlige tanker om, hvordan man kan være kirke i en storby. Det kan man læse mere om i vores portræt af menighedsrådsformand Jens Andersen, som vi tidligere har bragt i Menighedsrådenes Blad.

- Vi er på mange måder et anderledes sogn, som adskiller sig fra flertallet af sogne, ikke mindst med hensyn til størrelsen. Det er jeg meget bevidst om som formand for Landsforeningen af Menighedsråd. Jeg er formand for en organisation, der er til for alle landets menighedsråd, og heldigvis kommer jeg ret ofte rundt til sogne i forskellige dele af landet. Derfor føler jeg, at jeg kender de forskellige traditioner og vilkår, som findes.

Han beskriver Folkekirken Vesterbro som et fællesskab i forskellighed, hvor de er lykkedes med at passe på hinandens forskellighed og forskellige profiler.

- Det er et vilkår for sogne over hele landet, at man indgår i samarbejder om forskellige ting, fordi det giver mening at være flere om at løfte opgaverne. På den måde tror jeg, der er lighedspunkter mellem det, vi har gjort på Vesterbro, og det man gør andre steder i både landdistrikter og byer. Det handler grundlæggende om at bevare respekten for hinanden og være kirke sammen.

Samarbejde på tværs

Formanden ser mange fordele i at samarbejde på tværs af sogne. Økonomisk kan der frigøres midler til at udvikle tiltag, som der ellers ikke ville være råd til.

- Der kan også åbne sig en mulighed for at blive skarpere på, hvad den enkelte kirke er særlig god til. På den måde kan der udvikles forskellige profiler, så kirkerne bliver relevante for flere. Det handler også om at kende sit sogn. Hvem bor i området, og hvilke ønsker har de til områdets kirker?

Som menighedsrådsmedlem har Anton Pihl blandt andet været med til at udvikle uKirke, Vesterbros ungdomskirke med specifikt fokus på at være relevant for unge.

- For mig har det været fantastisk at opleve, hvor stort et aftryk, vi som menighedsrådsmedlemmer har været med til at sætte på Vesterbro. Alt, hvad der er sket i sognet, har været afhængig af opbakning i menighedsrådet, hvor vi har haft mange og lange snakke om de forandringer, der er sket.

Undervejs har der været en frygt for, at kirkerne ville blive for ens, når de blev sammenlagt i et storsogn. Men det modsatte er sket.

- Kirkerne blev mere forskellige, fordi vi blev sat fri til at arbejde med de profiler, der var lokalt. I dag har vi kirker, som udover unge har fokus på blandt andet jazzmusik, klassisk musik, migranter, diakonalt arbejde samt ro, tro og eftertanke.

Anton Pihl ser ikke sig selv som ambassadør for Folkekirken Vesterbro.

- Det, vi gjorde på Vesterbro, er ikke nødvendigvis løsningen for folkekirken andre steder i landet. Men jeg er fortaler for, at vi har frihed til at organisere os på forskellige måder. Vi skal have øje for mødet mellem folk og kirke, og vi skal huske at tænke nyt, så kirkerne bliver relevante for flere.

Han fortæller flere gange under interviewet, at tro betyder meget for ham, både som noget privat og som noget, han kan se, beriger vores samfund. Han oplever, at folkekirken kan noget helt særligt, som er værd at kæmpe for.

Folkekirken giver mening

- Folkekirken er en meningsfuld ramme om mange danskeres tro og store livsbegivenheder. Også danskere, som ikke er medlemmer af folkekirken, oplever, at folkekirken giver mening, bl.a. når den tager hånd om de svageste i samfundet og om vores fælles kulturarv. Folk skal opleve, at kirken er der for dem i glæde og i sorg. Mange af folkekirkens opgaver er allerede sogneoverskridende, fx når unge flytter til studiebyer og samles der. Eller når folk flytter fra landet og ind til de større byer, og der er så få tilbage i landsognet, at det giver mening for flere menighedsråd at gå sammen om aktiviteter og ansættelser.

Når formanden kigger ud over det folkekirkelige landskab, oplever han, at folkekirken på nogle punkter har sovet i timen.

- Måske er det kontemplative og spiritualiteten blevet forsømt. Jeg tror godt, vi kan give kirken mere krop og sjæl. Vi ser en bevægelse, hvor der en del steder er stor succes med fx pilgrimsvandring og mindfulness for folk, der i kirken og kristendommen finder svar på en åndelig søgen.

Han uddyber, at han fra sin egen kirke kender mennesker, der har været på en lang, søgende rejse, og er kommet hjem i kirken.

- Derfor er det så vigtigt for menighedsrådet at have øje for strømninger i det samfund, vi er en del af. Menighedsrådet kan ikke altid afspejle hele sognet, men vi SKAL have blik for hele sognet, siger han.

Anton Pihl er sognebåndsløser som så mange andre i det københavnske kirkeliv. Han har holdt fast i Sct. Matthæus Kirke, selvom han har skiftet bopæl en del gange undervejs.

- Jeg er meget glad for min kirke, jeg kommer dog ikke til gudstjeneste hver søndag. Jeg har en del møder mange steder i landet og kan lide at komme i mange forskellige kirker. Jeg er grundlæggende interesseret i kirkelivet andre steder, og det interessante er, at det ofte på samme tid er ens og forskelligt fra min egen kirke.

Han tilføjer, at det i hans nye rolle som formand for Landsforeningen af Menighedsråd også er vigtigt for ham at vide, hvordan det er at være menighedsråd andre steder i landet. Det er dog noget, han gennem lang tid har haft et blik for.

Vilkår og forskellighed

- Jeg er kommet til Landsforeningens årsmøder gennem mange år, fordi jeg kort tid efter mit første valg blev opfordret til at tage med af en af de andre formænd på Vesterbro. På Nyborg Strand har jeg deltaget i spændende diskussioner om vilkår og forskellighed. Jeg bliver motiveret af at møde engagerede og dygtige menighedsrådsmedlemmer fra alle dele af landet. Vi ikke er alene. Vi er mange, der kæmper for folkekirken.

I 2017 blev han valgt til Landsforeningens bestyrelse.

- Her mødte jeg en organisation, som hjælper medlemmerne og påvirker folkekirken. Jeg valgte at stille op, fordi jeg ser mig selv som en, der kan bidrage til at værne om den stærke kobling mellem kirke og folk i Danmark. Folkekirkens store styrke er, at den er alle steder, og det skal den blive ved med at være. Samtidig skal man huske på, at man passer på ting ved at sikre, at de passer til tiden, vi lever i. Jeg vil gerne være med til at passe på folkekirken.

Nogle har spurgt, hvorfor Landsforeningen skulle have en ny formand midt i en periode mellem to valg til bestyrelsen.

- Det er der ikke noget dramatisk i. I bestyrelsen arbejder vi alle for den samme sag, som er folkekirkens og menighedsrådenes sag. Bestyrelsen arbejder videre med de samme politiske temaer og mål, og bestyrelsen er de samme personer, men man kan sige, at der er blevet byttet lidt rundt på holdet.

Anton Pihl er af andre blevet beskrevet som en person, der er god til at gå ind i relationer og netværk, hvor han kan gøre sin og foreningens indflydelse gældende. Det bliver vigtigt de kommende år, hvor Landsforeningen sammen med folketingspolitikere, biskopper, præster, provster og andre organisationer i folkekirken skal forsøge at håndtere de opgaver, der ligger.

De er blandt andet at sikre vilkårene for, at folkekirken kan være til stede alle steder i landet, hvilket blandt andet handler om økonomi. Det er også arbejdet med den nye menighedsrådslov, og hvordan den kan understøtte, at folk fortsat stiller op til menighedsrådsvalg. Og det er fokus på, hvordan folkekirken kan få indflydelse på sine egne vilkår – det som kaldes for folkekirkens styrelse.

En tilgængelig formand

- Jeg vil gerne være en formand, der er tilgængelig for medlemmerne og stiller op, så man kan få at vide, hvad der rører sig. Min opgave er at hente erfaringer og viden ude lokalt og bringe dem ind helt centralt, siger han og fortsætter:

- Derudover er mit hovedfokus, at menighedsrådsvalget 2024 kommer til at gå godt. Det er vigtigt for hele Danmark, at valget går godt, og jeg vil tage rundt i landet for at inspirere til, at det bliver et godt valg. I den forbindelse skal vi alle fortælle, at det er meningsfuldt at gøre en forskel. Vi skal ikke male et glansbillede, for det kan også være tungt nogle gange, men vi skal tale det op, at man faktisk kan gøre en stor forskel i sit lokalområde og sin kirke ved at være en del af menighedsrådet.

Formanden uddyber, at det nogle steder handler om at tænke på et generationsskifte, fordi de samme mennesker har siddet i mange år.

- Her skal vi tænke på, at det kan være svært for fx børnefamilier at finde tiden til at sidde i menighedsråd. Måske skal vi lægge møderne, hvor de har tid, og generelt tror jeg, vi skal være villige til at forandre nogle ting, hvis vi vil have en bredere sammensætning af rådene. Det handler også om, at de ældre skal kunne forlade menighedsrådet og vide, at kirken er i trygge hænder.

Det kan også være, reflekterer formanden, at det for mange mennesker er i bestemte perioder af livet, at det giver mening at sidde i menighedsråd. Det tager tid og er en stor opgave at være menighedsrådsmedlem.

- Jeg tror, det er vigtigt, at vi alle gør en indsats for at bakke op om valget næste år. En undersøgelse lavet af Landsforeningen viser, at den personlige henvendelse fra et menighedsrådsmedlem har stor betydning. Jeg har selv opfordret folk til at stille op, og det håber jeg også, mange andre menighedsrådsmedlemmer vil gøre.