11. NOVEMBER 2023
Af: Marie Gaarden
En undtagelse i ligebehandlingsloven, der giver mulighed for at vælge præster efter køn, når et menighedsråd skal vælge sin nye præst, fjernes. Det oplyser kirkeministeriet i en pressemeddelelse.
Kirkeminister Louise Schack Elholm udsteder nu en ny bekendtgørelse, som ophæver undtagelsesbestemmelsen fra ligebehandlingsloven, hvad angår præstestillinger i folkekirken.
Fortsat en lokal beslutning
Allerede da debatten om undtagelsen i 2022 blussede op, meldte Landsforeningen ud, at der ikke var behov for undtagelsen. Den er overflødig, fordi den ikke umiddelbart har nogen praktiske konsekvenser.
Selvom undtagelsen fra ligestillingsloven fjernes, vil det forsat være sådan, at et menighedsråd frit kan vælge deres præst ud fra en samlet vurdering.
Det vil altså fortsat være menighedsrådet, der ud fra deres kendskab til lokalområdet, vælger og indstiller den præst, som de mener, vil passe bedst til deres sogn og kirkeliv. Det gør de på baggrund af præstens faglige kompetence og teologiske og kirkelige overvejelser - og altså ikke køn.
Det er fortsat vigtigt at understrege folkekirkens rummelighed for forskellige teologiske holdninger. Frisind og åndsfrihed skal fortsat kendetegne folkekirken.
Af den offentlige debat kan man let få det indtryk, at folkekirken halter bagud i forhold til ligestilling mellem køn. Men bid mærke i den historiske udvikling, og at folkekirken i nogen sammenhænge har været på forkant.
- Kvinder fik valgret til menighedsråd allerede i 1903, mens de først fik stemmeret til Folketing og Landsting på lige fod med mænd i 1915.
- Kvinder har kunnet blive præster siden 1948, og det har resulteret i, at over halvdelen af præsterne i folkekirken i dag er kvinder.
30. AUGUST 2022
Der er ikke behov for en undtagelse, der giver mulighed for at vælge præster efter køn. Det mener formanden for Landsforeningen af Menighedsråd.
7. SEPTEMBER 2022
Der er mange ting at tage højde for, når I skal have ny præst eller provst. Med vejledningen "Værd at vide om præste- og provsteansættelse" får du hjælp til opgaven.