17. SEPTEMBER 2023

Søg rejselegat - du kan stadig nå det

Rejselegatet til fremme af økumenisk dannelse er målrettet frivillige i kirker og kirkelige organisationer - og det kan søges frem til 1/10.

Kloster Grækenland

Kloster i bjergområdet Meteora i det centrale Grækenland. Foto: Colourbox

Af: redaktion@menighedsraad.dk

Ønsker du at dygtiggøre dig og få økumenisk erfaring gennem et udlandsophold, så skal du til at spidse blyanten. Danske Kirkers Fællesråd uddeler nemlig igen deres rejselegat til interesserede, og ansøgningsfristen i år er 1/10. Du skal i ansøgningen blandt andet gøre rede for, hvordan du ønsker at dygtiggøre dig indenfor andre kirkelige traditioner end din egen eller i det økumeniske arbejde med henblik på at drage nytte af din viden og erfaring i din hjemlige kirkelige sammenhæng.

Institutter, organisationer eller fællesskaber
Det er et krav, at du som ansøger har ophold ved eller besøg hos andre kirkelige konfessioner end din egen. Opholdet kan både have præg af studieture eller undervisning som f.eks. ved de økumeniske institutter som Bossey og internationale økumeniske organisationer som f.eks. Kirkernes Verdensråd, men også læring gennem praktiske fællesskaber i kirker i f.eks. Europa, Afrika, Asien eller Sydamerika eller klostre som f.eks. Taize, Anafora og Iona kan komme i betragtning. 

Dokumentation for det kirkelige engagement sikres ved krav om anbefaling eller referencer fra den kirke eller kirkelige organisation, du som ansøger er tilknyttet i dit frivillige arbejde.

Det er et krav for modtagelsen af legatet at legatmodtageren videreformidler sin økumeniske læring i regi af Danske Kirkers Råd. Der er ansøgningsfrist 1/10, og du kan hente ansøgningsskemaet her. Ansøgningen sendes til dkr@danskekirkersraad.dk. Den 1/4-24 vil der atter være ansøgningsfrist for legatet.

REJSELEGAT TIL FREMME AF ØKUMENISK DANNELSE

Om legatet
Rejselegatet til økumenisk fremme støtter frivillige i kirker og kirkelige organisationer, der gennem udlandsophold/-rejse vil styrke deres økumeniske erfaring og dannelse.

Formål
Der lægges vægt på, at ansøgeren ønsker at dygtiggøre sig indenfor andre kirkelige traditioner end sin egen eller i det økumeniske arbejde i bredere forstand med henblik på at drage nytte af sin viden og erfaring i sin hjemlige kirkelige sammenhæng. Det er således et krav, at ansøgeren har ophold ved eller besøg hos andre kirkelige konfessioner end sin egen.

Ansøgning 
Ansøgningen sker gennem indsendelse af ansøgningsskema. Ansøgningen skal bl.a.  indeholde en kort beskrivelse af det forventede program, budget, CV, anbefalinger og ideer til formidling af erfaringerne fra opholdet.

Flere artikler om samme emne

#Økumeni #Økumenisk