5. JUNI 2024
Deltagerne i inspirationsarrangementet talte sammen ved bordene og skrev derefter deres tanker ned. Foto: Henrik Petit.
Af: Alex Kjær
Næstformand i Landsforeningen og formand for Personaleudvalget Inge Kjær Andersen indledte mødet sammen med Eva Holmegaard Larsen, næstformand i Personaleudvalget.
De kom blandt andet ind på, at der en række anbefalinger i den undersøgelse af arbejdsmiljøet i folkekirken, som blev lavet tidligere på året.
- Vi er i fuld gang med at følge op på dem, og vi er ved at lave handleplan, som offentliggøres i juni, sagde Inge Kjær Andersen.
Eva Holmegaard Larsen fortalte, at det blandt andet kan handle om at ændre kulturen i menighedsrådet og i kirken, og det har hun skrevet en klumme om.
- Diskussionen ender altid i en debat om tostrenget struktur, det at skulle deles om magten og at samarbejde i menighedsrådet ikke er nemt. Men strukturen blev ikke skabt for at skabe et godt arbejdsmiljø, men for at skabe kirke, sagde hun og fortsatte:
- Det er bøvlet, derfor må vi arbejde på det. Billedet er at kunne samarbejde lige som i et ægteskab. Det er superbøvlet at være gift, det er lettere at bo hver for sig, men det gør vi ikke. Derfor skal vi holde liv i forholdet, huske at have det sjovt sammen, lave aktiviteter uden børnene, det vil sige sognebørnene - man kan fx som menighedsråd tage ud på tur sammen.
Efter oplægget var det deltagernes tur til at være aktive. De sad ved borde med duge på, som var lavet af papir og gode at skrive på. På hver dug stod tre sætninger, som deltagerne skulle forholde sig til:
Hvad har I brug for, for at forbedre arbejdsmiljøet og kulturen?
Eksempler på svar: Kommunikation og tydelighed. Italesættelse af ledelsesretten og ansvaret internt i menighedsrådet. En øget dialog mellem præst og folkevalgte.
Hvordan kan vi skabe en kulturændring i folkekirken?
Eksempler på svar: Bedre dialog og kommunikation. Samtaler om fælles målsætning. Regelmæssige kalendermøder for personalet. Socialt arrangement for personalet og menighedsrådet mindst en gang om året. Italesætte det som er svært.
Hvordan når Landsforeningen bedst ud til jer?
Eksempler på svar: En gang om året skal en fra Landsforeningen deltage i et møde – personen skal være neutral. Ved at vi får en god respons ved henvendelse. Ved at have gode faglige kompetencer at trække på.