19. FEBRUAR 2024

Arbejdstid skal registreres

Det er blevet vedtaget, at det fra juli 2024 bliver et krav, at medarbejdernes arbejdstid bliver registreret.

Tidsregistrering

Af: Arbejdsgiver og Rådgivning, Red. Anja Christensen

23. januar 2024 har folketinget vedtaget, at arbejdsgivere skal indføre et arbejdstidsregistreringssystem, der gør det muligt at måle den daglige arbejdstid for den enkelte lønmodtager.

Loven er en følge af en dom afsagt af EU-Domstolen, som i 2018 fastslog, at medlemslandene er forpligtet til at indføre krav om registrering af den enkelte lønmodtagers daglige arbejdstid.

Der er fuld metodefrihed i forhold til, hvordan den daglige arbejdstid (fx 6 timer) registreres, og det er ikke et krav, at registreringen dokumenterer, i hvilket tidsrum (fx kl. 9:00-12:00 og kl. 15:00-18:00) medarbejderen har udført sit arbejde.

Under folketingets behandling af lovforslaget ytrede Landsforeningen i et høringssvar til Beskæftigelsesministeriet ønske om, at menighedsrådenes ansatte blev undtaget fra registreringskravet, men ønsket har desværre ikke kunnet imødekommes.

Loven træder i kraft 1. juli 2024, og vi vender naturligvis tilbage, når vi har mere viden om, hvordan den praktiske del af opgaven med at registrere arbejdstiden kan løses.

Flere artikler om samme emne

#Arbejdstid