22. FEBRUAR 2024

Flere tilbud til provstiudvalg på vej

Tilbud til provstiudvalg om netværk og flere muligheder for vidensdeling i Landsforeningens regi skal styrke samarbejdet mellem folkekirkens niveauer.

Provstiudvalgskonference 2024 (3)

Den årlige provstiudvalgskonference vil i fremtiden blive fulgt op af flere tilbud til provstiudvalg. Arkivfoto: Torben V. Lauridsen.

Af: Marie Gaarden

På Landsforeningens bestyrelsesmøde d. 2. februar besluttede bestyrelsen at arbejde for at imødekomme de provstiudvalg og provstiudvalgsmedlemmer, som gerne vil knyttes tættere til Landsforeningen.

”Visionen er at skabe nye rum for samtale og samarbejde mellem folkekirkens niveauer. I første omgang vil vi tilbyde netværk for provstiudvalgsmedlemmer og andre tilbud om videndeling,” siger Anton Pihl, formand for Landsforeningen.
Han fortæller, at det på sigt vil kunne føre til, at Landsforeningens medlemskreds udvides:
- På den baggrund vil vi fortsætte drøftelserne i bestyrelsen og spørge provstiudvalgene, om de også er interesseret i et egentligt medlemskab, siger Anton Pihl.

Et grundigt forarbejde
Bag bestyrelsens beslutning om at styrke relationerne til provstiudvalgene ligger et grundigt stykke forarbejde. Bestyrelsen nedsatte i efteråret 2023 en arbejdsgruppe med blandt andre provstiudvalgs- og stiftsrådsmedlemmer, der fik til opgave at vurdere hvilken værdi, det kan skabe for menighedsråd, provstiudvalg, stiftsråd og folkekirken som helhed, hvis Landsforeningens medlemskreds udvides. Desuden har arbejdsgruppen overvejet mulige modeller, herunder demokratiske rettigheder, økonomi, interessevaretagelse, service mv.
Overvejelserne om udvidelse af medlemskredsen blev præsenteret på midtvejsmøde d. 25. november 2023.

Næste skridt
Bestyrelsen har dog i første omgang valgt at vente med at tage stilling til, om provstiudvalg skal kunne tegne medlemskab - hvordan det i så fald skal påvirke Landsforeningens organisering i forhold til delegerede, bestyrelsesvalg mv.
Det vil blive drøftet på et senere tidspunkt på baggrund af tilbagemeldinger fra provstiudvalgene og fortsatte drøftelser i Landsforeningen.

Provstiudvalgene blev orienteret om bestyrelsens beslutning på provstiudvalgskonferencen 3. februar 2024.

Selvom arbejdsgruppen har set på en mulig udvidelse af medlemskredsen med både provstiudvalg og stiftsråd, er det i første omgang provstiudvalgene, der fokuseres på.

På delegeretmødet d. 31. maj- 2. juni vil et af de politisk oplæg handle om at styrke foreningens relationer til provstiudvalgene.

 

Vidste du at…

...Provstiudvalgsmedlemmer allerede i dag kan blive medlem af Landsforeningen? Også selvom de ikke er menighedsrådsmedlemmer.
Man skal blot tegne et særligt medlemskab.
Læs om særligt medlemskab.

Flere artikler om samme emne

#Provstiudvalg

Læs også: