12. JUNI 2024
Af: Marie Gaarden
”Vi vil gerne have flere unge med i vores menighedsråd,” det ønske hører vi ofte I Landsforeningen. Det er ikke kun menighedsrådene, der savner unge medlemmer. Det er et ønske, der går igen i mange dele af foreningslivet. I rapporten ”Hverdagsdemokratier i fokus” som Tænketanken Mandag Morgen netop har udgivet, er der blandt andet stillet skarpt på netop de unge i alderen 18-30 år, og på hvad der skal til for at engagere de yngre generationer.
De unge er med
Ifølge rapporten er der en generel opfattelse af, at unge ikke engagerer sig lige så meget i hverdagsdemokratiet som de ældre.
Men lad os lige starte med at slå fast: De unge ER aktive i hverdagsdemokratiet. Faktisk i lige så høj som andre aldersgrupper. Men deres engagement er ofte af en anden karakter. De indtager ofte uformelle lederroller frem for formelle ledelsesposter, som for eksempel en post i menighedsrådet.
Start med små roller
Praktiske erfaringer med demokrati kan begynde i små roller og gradvist udvides. Unge kan starte som frivillige i mindre projekter eller udvalg, og derefter tage større ansvar over tid. Det kan give dem værdifulde erfaringer og gøre dem mere tilbøjelige til at påtage sig ledelsesroller senere. Derfor kan det give mening at starte med at rekruttere til andre roller end en post i menighedsrådet som det første skridt.
Det skal føles meningsfuldt
Unge er ofte drevet af værdier og ønsker at føle, at deres indsats gør en forskel. Derfor er det afgørende, at man tydeligt kommunikerer sine værdier og den positive indvirkning, de skaber. At fremhæve hvordan engagement kan være meningsfuldt og relevant for de unges liv, kan vække deres interesse og motivation.
Fleksible deltagelsesmuligheder
Fleksibilitet er en nøglefaktor for at få unge med. De lever ofte en travl tilværelse med skiftende skemaer, så det er vigtigt, at deltagelsesmulighederne er tilpasset deres livsstil. Digitale platforme, kortvarige projekter og ad hoc-opgaver kan være vejen frem, så de kan deltage, når det passer dem.
Det kan rime dårligt på en plads i menighedsrådet under de eksisterende rammer og vilkår. Men tænk over det, når I planlægger møder. Og hav det i baghovedet i forhold til for eksempel udvalgsarbejde og aktiviteter, hvor I ønsker unge frivillige involveret.
Personlig udvikling og anerkendelse
Unge motiveres også af muligheden for personlig og faglig udvikling. Det betyder, at der skal være tydeligt, at der er mulighed for uddannelse, kurser, workshops eller andre udviklingsmuligheder. Desuden skal anerkendelse af de unges indsats prioriteres højt, både gennem formelle og uformelle kanaler. Det gælder i øvrigt ikke kun for unge – anerkendelse er godt for alle.
Stærkt socialt fællesskab
Et stærkt socialt fællesskab kan tiltrække unge til hverdagsdemokratiet. At skabe miljøer, hvor unge kan mødes, netværke og samarbejde om projekter, kan øge deres engagement. Sociale arrangementer og netværksmøder kan hjælpe med at bygge følelsen af fællesskab.
Rapporten "Hverdagsdemokrati i fokus" er udarbejdet af Tænketanken Mandag Morgen i juni 2024.
Rapporten er kortlægning af danskernes deltagelse i samfundets mange mini-demokratier - for eksempel menighedsråd, skolebestyrelser, idrætsforening, brugsforening og mange flere.
Vil I engagere flere unge i hverdagsdemokratiet - og på sigt på en ledelsespost? Her er fem initiativer til at hjælpe jer - og de unge - på vej.
Bonusinfo: Initiativerne appellerer ikke kun til de unge.
13. JUNI 2024
Danskernes engagement i hverdagsdemokratier er i høj grad drevet af værdier, det viser en ny rapport Tænketanken Mandag Morgen, der også afslører, hvad der får danskerne til at takke nej til at være frivillig.
5. JUNI 2024
Hvordan sikrer vi, at vi kan rekruttere nye menighedsrådsmedlemmer – også om 10-20 år? Det drøftede de delegerede på årsmøde 2024.
7. SEPTEMBER 2023
Menighedsrådsvalget nærmer sig, og det kan være svært at finde nye medlemmer til menighedsrådet. Det er derfor en god ide at arbejde aktivt med at rekruttere nye medlemmer, og vi vil gerne hjælpe.