6. JUNI 2024
Af: Redaktionen/ pressemeddelelse fra ministeriet
Er der for mange og indviklede regler? Er sagsgangene for tunge og tidskrævende? Og er der arbejdsopgaver, der kunne delegeres, så menighedsrådsmedlemmers tid bliver brugt bedst muligt? Det er nogle af de spørgsmål, menighedsrådene skal til at besvare i en spørgeskemaundersøgelse, der er sendt ud til alle landets menighedsrådsmedlemmer.
Spørgeskemaundersøgelsen er næste skridt i det nyligt nedsatte projekt, der skal sikre, at det bliver lettere at udføre menighedsrådsarbejde fremover. Her er spørgeskemaundersøgelsen et vigtigt værktøj, for den bidrager med indsigt i de opgaver og udfordringer, menighedsrådene står med i dag, samt vigtig viden om, hvilke tiltag der bedst kan understøtte menighedsrådene i deres arbejde. Det er samtidig menighedsrådenes mulighed for selv at komme med input til, hvor deres arbejde kan gøres lettere.
”De ca. 12.000 valgte medlemmer i landets menighedsråd påtager sig sammen med den lokale præst, der også er medlem af menighedsrådet, hver dag et stort og vigtigt ansvar for det lokale kirkeliv og for, at menighedsrådene lever op til sine opgaver som offentlig myndighed. De valgte medlemmer er frivillige med både arbejde og gøremål ved siden af opgaven som menighedsrådsmedlemmer. Som det er i dag møder de for meget bureaukrati. Derfor mener jeg, at vi skylder at lave et grundigt arbejde for at finde steder, hvor vi kan gøre det lettere for de mange, der vælger at bruge deres fritid på arbejdet i folkekirken,” siger kirkeminister Morten Dahlin.
Formand for Landsforeningen af Menighedsråd, Anton Pihl, er medlem af projektets styregruppe, og han mener, at menighedsrådene igennem spørgeskemaundersøgelsen får mulighed for at pege pilen de steder hen, hvor der er brug for forenkling:
”Landsforeningen af Menighedsråd er med i det vigtige udvalgsarbejde med at få skabt en ny menighedslov og dermed få forenklet forholdene for menighedsrådene. Det er meget naturligt, at styregruppen også ønsker at høre om udfordringerne direkte fra menighedsrådene. Med spørgeskemaundersøgelsen har menighedsrådene mulighed for at komme med input til arbejdet, så vi opfordrer alle medlemmer til at give deres mening til kende”, siger Anton Pihl.
I projektets styregruppe sidder også repræsentanter fra biskopperne, Danmarks Provsteforening, Den danske Præsteforening, stiftskontorcheferne, kirkefunktionærorganisationerne og By-, Land- og Kirkeministeriet. Projektet er igangsat på initiativ af kirkeminister Morten Dahlin og løber frem til 2025.
7. MARTS 2024
Et projekt, der skal lette arbejdet i menighedsrådet, bliver nu sat i søen.
5. OKTOBER 2023
Der er brug for nye løsninger, som blandt andet tager højde for, at menighedsrådene i Danmark har meget forskellige vilkår. Det mener Landsforeningens bestyrelse, der drøftede behov, og ambitionsniveau for en ny menighedsrådslov på et bestyrelsesseminar.
5. JUNI 2024
Hvordan sikrer vi, at vi kan rekruttere nye menighedsrådsmedlemmer – også om 10-20 år? Det drøftede de delegerede på årsmøde 2024.