21. MARTS 2024
Af: Anja D. Christensen
Orienteringsmødet skal bekendtgøres senest tre uger inden, det afholdes – altså den 23. april. Mødet skal bekendtgøres på kirkens hjemmeside, til gudstjenesterne og i de stedlige dagblade eller lokalaviser.
Til gudstjenesten skal præsten annoncere tid og sted for orienteringsmødet. I valgvejledning findes et talepapir, der kan anvendes.
På kirkens hjemmeside skal mødet også bekendtgøres. Som minimum skal I oplyse tid og sted for mødet, men I bør tilføje lidt mere tekst om mødet, og hvad man kan forvente af aftenen.
I er velkommen til at bruge de illustrationer og logo, der er blevet lavet til valget 2024. De ligger frit tilgængeligt på vores hjemmeside – så brug bare løs. Du finder dem her.
Så kommer vi til dagblade og lokalaviser. I skal annoncere orienteringsmøde i lokale dagblade, og det kan både være digitalt og på tryk. I er velkommen til at gå flere menighedsråd sammen om en annonce og dele betalingen. Du kan evt. spørge provstiet, om der er en samlet annoncering.
Alt efter hvor stor en annonce I ønsker, placering og lignende har dagblade forskellige krav til tekstlængde, fotos, opsætning og pris. De fleste dagblade tilbyder (mod betaling) at opsætte annoncen for jer, så den passer. I kan også gøre det selv, men husk at tjekke op med dagbladet, så I leverer en annonce i det rette format.
Hvad skal annoncen indeholde? Som de andre steder er minimum at oplyse tid og sted for mødet.
Så husk: Dato, tidspunkt og sted.
Altså kan I helt kort skrive:
Kom til offentligt orienteringsmøde d. 14. maj 2024 kl. xxx i (adr.) (Menighedsrådets navn) |
Men når I nu er i gang, vil vi anbefale, at I gør lidt mere ud af det. Her følger tre eksempler, du kan bruge som inspiration til en annonce eller tekst på hjemmesiden.
Eksempel 1
Kom til orienteringsmøde og hør om mulighederne i dit menighedsråd Her fortæller det nuværende menighedsråd om nogle af deres mange spændende projekter og menighedsrådsarbejdet i de sidste 4 år. Der er også tid til at snakke om fremtidige visioner og planer, og her er alle velkomne til at komme med input og ideer. Måske har du en ide til noget menighedsrådet skal arbejde med? Måske er det endda noget, du gerne vil være med til? Så kan menighedsrådet måske være noget for dig. På orienteringsmødet kan du blive meget klogere på både dit lokale menighedsråd og det kommende menighedsrådsvalg. Vi glæder os til at se jer den 14. maj klokken xxxx i (adresse). |
Eksempel 2
Invitation til orienteringsmøde Ved du, hvad dit lokale menighedsråd laver? Kom til orienteringsmøde og hør om mulighederne i dit lokale menighedsråd og om menighedsrådsvalget. At sidde i menighedsrådet er ikke kedeligt. Der er meget at se til. Menighedsrådet har ansvar for sognets økonomi, ansættelse af personale, ledelse af medarbejdere, vedligeholdelse af kirkebygninger, kirkegården og kirkelige arrangementer – for at nævne nogle af de vigtigste. Den 14. maj kan du blive meget klogere på, hvad dit lokale menighedsråd har arbejdet med de sidste fire år, og hvad der er i støbeskeen. Måske er arbejdet i menighedsrådet også noget for dig? Alle er velkomne til mødet. Det er den 14. maj klokken xxx i (adresse). |
Eksempel 3
Orienteringsmøde Få indflydelse på din kirkes liv i fremtiden. Kom og hør mere om, hvordan du kan være med til at gøre en forskel og aktivt medvirke til mere fællesskab i lokalsamfundet. Menighedsrådet er din lokale kirkes ledelse. Vi arbejder for at sikre de bedste rammer for en levende og relevant folkekirke i dit sogn. Kom til offentligt orienteringsmøde og hør mere om mulighederne i dit lokale menighedsråd [Indsæt sogn, tidspunkt og adresse] |
Plakater
Husk at du også kan printe eller bestille plakater til at skabe opmærksomhed om orienteringsmøde.
Find dem her.
Bestil plakater her.