18. SEPTEMBER 2024

Menighedsrådsvalg: Nyt råd med både fornyelse og erfaring

I Budolfi Sogn i Aalborg forløb valghandlingen som et fyraftensmøde, der var overstået efter godt en time.

05

Menighedsrådsvalget 2024 i krypten under domkirken i Aalborg. Der var 11 opstillede kandidater, og der skulle bruges 10, så en enkelt blev ikke valgt. Foto: Budolfi Sogn.

Af: Alex Kjær

35 personer mødte frem til menighedsrådsvalget i krypten under domkirken i Aalborg. Sognet i midtbyen har omkring 5000 folkekirkemedlemmer, som tæller en stor gruppe unge studerende og en stor gruppe ældre. Der er også en del sognebåndsløsere.

- Vi havde et rigtig fint valg, og fremmødet svarer til det, vi er vant til, siger menighedsrådsformand Jette Engelbreth Holm, der har siddet i menighedsrådet i flere perioder.

- Der var 11 opstillede kandidater, og vi skulle bruge 10, så en enkelt blev ikke valgt, fortæller hun.

Seks personer genopstillede, og fire i rådet er nye. De afgående medlemmer tæller blandt andet en person på 81 år med teologisk baggrund, så der var et naturligt behov for fornyelse.

- Der er valgt et godt råd, synes jeg, og jeg sagde på valgforsamlingen, at der er gengangere i rådet, som gerne vil tage sig af de tunge poster. Derfor kan de nye gå ind i arbejdet uden at behøve frygte en stor arbejdsmængde de første år.

I presseomtalen af menighedsrådsvalget 2024 har der været en del fokus på arbejdsbyrden for de valgte medlemmer af menighedsrådene. I Budolfi Sogn har det ikke været et tema.

- Midt i perioden 2020-2024 fik vi en ny kontaktperson i rådet, som er meget kompetent. Derfor oplever vi ikke arbejdsgiveransvaret eller administrationen som en belastning i vores arbejde, siger menighedsrådsformanden og tilføjer:

- Men det kan være krævende at tage nogle af de tunge poster i rådet på sig. Hos os mener vi ikke, at man som nyvalgt kan træde ind og overtage fx kirkeværgerollen fra første dag. Det kan man måske efter et år eller to, når man har fået indsigt i kompleksiteten. Så vi forsøger at lave en glidende overgang, når der sker udskiftning på de tungere poster.

Fredet domkirke

 Der var ikke mange diskussioner på valgaftenen, og formanden beskriver sognet som et sted, hvor der nok ikke er mulighed for de store forandringer.

- Vores udfordring er, at domkirken er fredet og bevaringsværdig. Derfor er der meget, som ikke kan lade sig gøre hos os. Vi har fx ingen skærme i kirken, som det ellers er almindeligt en del steder. Først efter en meget lang sagsbehandling fik vi lov at sætte forsatsvinduer i kirkebygningen for på den måde at bidrage til den grønne omstilling i samfundet. Så der kan være langt fra tanke til handling i vores sogn.

Hun fremhæver sognets præster for at bidrage til valghandlingen. De er gode til at finde kandidater, som de lærer at kende gennem teologisk voksenundervisning eller andre aktiviteter, hvor de møder sognets beboere.

- Men vi er ikke et sogn, hvor kandidater møder frem med en mærkesag, som de gerne vil kæmpe for. For meget kan ikke lade sig gøre på grund af fredningen af kirkebygningen.

Formanden fortæller dog, at det har været diskuteret, om der skal være større fokus på diakoni fra menighedsrådets side.

- Men der findes i forvejen mange aktører i Aalborg midtby, som har caféer, væresteder og andre tilbud. Så vi skal overveje, om det giver mening at lave en indsats på et område, hvor der i forvejen foregår meget.

Budolfi Kirke er kendt for at have et stort koncertliv på højt niveau. Derudover samarbejder sognet med fx Folkekirkens Hus om aktiviteter.

- Jeg tror, en del af dem, der stiller op til menighedsrådet i vores sogn, er kommet i kirken. De kan se sig selv i vores aktiviteter og vil gerne bidrage med den baggrund, de nu har med sig. Derfor tror jeg, vi får en valgperiode med fokus på og måske udbygning af vores kirkeaktiviteter. Men jeg tror ikke, der kommer til at ske store ændringer.

Læs også: