28. NOVEMBER 2024
Her ses Ole Bressendorf fra Himmerland Distriktsforening og Aars Menighedsråd samt Helle Pedersen fra Vejle Provsti og Smidstrup-Skærup Menighedsråd. De var blandt de cirka 80 personer fra distriktsforeningernes bestyrelser, der var samlet i Fredericia til en dag med fokus på menighedsråd og distriktsforeninger. Foto: Vivi Rolskov Jensen.
Af: Alex Kjær
Der er midtvejsmøder for distriktsforeningernes bestyrelser en gang om året. I år blev midtvejsmødet indledt med en velkomst af formanden Anton Pihl. Herefter begyndte dagens første punkt, som handlede om fremtidens menighedsråd. Hvordan kan rådsarbejdet gøres enklere, så det er attraktivt at være menighedsrådsmedlem nu og i fremtiden? Baggrunden for punktet er, at forenklingsarbejdet er i fuld gang i et udvalg nedsat af Kirkeministeren.
En af deltagerne var Ole Bressendorf fra Himmerland Distriktsforening og Als Sogns Menighedsråd. Han synes, det er en svær diskussion.
- Men jeg er generelt fortaler for mere fleksibilitet. Jeg synes, vilkårene for menighedsrådene i fremtiden skal skrues sammen, så de passer bedre til de enkelte menighedsråd. Der er allerede muligheder for fleksibilitet i de nuværende regler, men Danmark forandrer sig. Der er større byer, hvor befolkningstallet stiger, mens vi ude på landet, hvor jeg er i menighedsråd, er udfordret af stagnerende befolkningstal.
Han er positiv over for det forenklingsarbejde, som Kirkeministeriet har sat i gang.
Rettidig omhu
- Man kan sige, at det handler om rettidig omhu, og der bør gøres noget i tide fra politisk hånd, synes jeg. Vi kan ikke forvente øget udligning fra de rige sogne i fremtiden, for de får også flere opgaver, når de får flere folkekirkemedlemmer.
En anden deltager var Helle Pedersen fra Vejle Provsti og Smidstrup-Skærup Menighedsråd.
Hun har været med til Midtvejsmøde mange gange og oplevede, at der denne gang var mange vigtige ting at tale om.
- Punktet om fremtidens menighedsråd er relevant. Jeg sidder selv i et fælles menighedsråd, og det er vigtigt at tale om, hvad vi gør i fremtiden, for det er ikke let at tiltrække menighedsrådsmedlemmer i dag. Vi er så heldige at have middelalderkirker, og det kan fylde en del. Det samme kan personaleansvaret, siger hun og tilføjer.
- I diskussionen om fremtidens menighedsråd er det vigtigt at huske, at man i provstierne er begyndt at ansætte både personalekonsulenter og bygningskonsulenter. Det har stor betydning for os.
Hun fortæller, at der i begge sogne var to valgforsamlinger, inden det lykkedes at skaffe det antal medlemmer, der er brug for.
Middelalderkirker
Et andet punkt på Midtvejsmødet var middelalderkirker. Og det er et punkt, som optager Ole Bressendorf.
- Det er et emne, som ikke bare fylder i Landsforeningen men i samfundet generelt. Stort set hver gang, menighedsråd er samlet, bliver der talt om emnet. Det fylder ikke så meget i vores sogn, men det gør det andre steder, derfor skal der findes løsninger. Vi har ikke noget valg, så vi kan lige så godt tage fat på det nu, fordi vedligeholdelsen presser økonomien, siger han og uddyber:
- Jeg synes, vi skal starte processen nu og begynde der, hvor der færrest følelser investeret i kirkerne. Man kan sige, at vi tager de lavest hængende frugter først, og så må vi finde mere strukturelle løsninger senere. Vi har cirka 1700 middelalderkirker i Danmark, de er ikke alle bevaringsværdige, så vi må tage dem ud, som ikke adskiller sig i særlig grad, og hvor befolkningsgrundlaget ikke længere er til stede.
Et vigtigt element ved Midtvejsmøderne er muligheden for at netværke med andre, som sidder med de samme vilkår og udfordringer.
- Jeg har været med mange gange, og at netværke er en stor del af det. Jeg oplever, at møderne også bruges til videndeling i forhold til emnerne, og vi viderebringer gode oplevelser med arbejdet ude i sognene. Vi kan berige hinanden, siger Helle Pedersen.
I år fik hun sparret med andre deltagere om blandt andet vedligeholdelse af præstegårde, hvor der er bopælspligt. Det er ikke et aktuelt behov i hendes sogn, men det kan det måske blive.
Hun har været aktiv i sin distriktsforening i mere end ti år, fordi det er her, man kan være med til at hjælpe menighedsrådene med kurser, fyraftensmøder om aktuelle emner og andet.
Synlighed
- Vi er ret gode til at have synlighed omkring distriktsforeningens arbejde og samarbejder blandt andet med provstiudvalget om forskellige tiltag. For mig giver det stor værdi at være med der, fordi det også lokalt er en anledning til at netværke med de andre sogne i området.
Også Ole Bressendorf er glad for at netværke på midtvejsmøderne.
- Vi sad otte personer ved samme bord og kom fra fem forskellige sogne. Jeg sad som eneste repræsentant for mit sogn, så det var spændende og godt at have samtaler med de andre. Jeg nåede ikke hele vejen rundt, men vi fik talt om de forskellige emner, som var oppe at vende under midtvejsmødet.
Han har været med til midtvejsmøde mange gange og sidder også i provstiudvalget og i stiftsrådet.
- Jeg synes, det er vigtigt at være til stede, hvor der træffes beslutninger, og hvor jeg kan være med til at præge udviklingen til gavn for både mit lokale område og for folkekirken over hele landet.
Alle menighedsråd, som er med i Landsforeningen af Menighedsråd, er organiseret i forskellige distriktsforeninger landet over. Du kan finde din distriktsforening på vores hjemmeside.
Distriktsforeningerne arrangerer blandt andet kurser og holder fyraftensmøder om aktuelle og relevante emner.
Der er midtvejsmøder for distriktsforeningernes bestyrelser en gang om året. I år foregik det sidst i november i Fredericia.