20. MARTS 2025
Der var stor lyst til at debattere, da en række distriktsforeningsfolk lørdag 15. marts var samlet i Strib. Foto: Alex Kjær.
Af: Alex Kjær
Landsforeningens formand Anton Pihl indledte weekendens formandsmøde med at fortælle om to store emner, som de delegerede fra distriktsforeningerne skal forholde sig til på årsmødet i juni.
Det ene emne handler om ”Bæredygtige enheder”. Emnet har blandt andet fokus på, at det er blevet sværere at få folk til at engagere sig i det lokale demokrati, at der er stor forskel på store sogne og små sogne, og at det er blevet svære at kalde præster og ansætte organister.
Det andet emne hedder ”Folk og kirke, demokrati og engagement”. Det handler blandt andet om, hvordan vi kan aktivere medlemmerne i folkekirken. Er de interesseret i deres egen kirke? Hvor mange ved, at de faktisk kan få stor indflydelse på deres lokale kirke ved at stille op til menighedsrådet? Hvad mener vi med demokrati i folkekirken? Hvorfor er det vigtigt med en blanding af fødte og valgte medlemmer i menighedsrådet?
- Vi har forskellige grunde til at føle os knyttet til folkekirken. Som menighedsrådsmedlemmer skal vi ranke ryggen og føle os stolte over det, vi gør, siger formanden.
Er der nye til at tage over?
Senere på dagen blev deltagerne præsenteret for tre spørgsmål, som de skulle samtale om ved bordene. Et af spørgsmålene lød, om vi skal turde tro på, at den demokratiske dannelse vil styrkes, så nye menighedsrådsmedlemmer tager over – også om 10-20 år?
Jacob Væggemose fra Favrskov distriktsforening fortalte, at han bor i et vækstområde, hvor de i samarbejde med Favrskov Provsti laver en del aktiviteter for unge familier, fx ”Fri fredag”.
- Her mødes unge familier, og her er der potentiale for på en god måde at trække unge ind i menighedsrådet. Det begynder med det sociale og ender for nogle med en interesse for det lokale demokrati, sagde han.
Anette Jorsal, formand for Distriktsforeningen Kolding Provsti, mener at der ligger en stor kommunikationsopgave og venter.
- Vi har fået det ry, at det er tungt at sidde i menighedsråd. Derfor skal vi kigge på, hvordan vi kan informere og kommunikere om en anden historie. Når jeg fx læser kirkebladene rundt omkring, så står der meget om, hvad der foregår i kirkerne, men der står ikke noget om, hvad vi laver i menighedsrådene.
Ole Bressendorf fra Himmerland Distriktsforening fortalte, at de i hans menighedsråd har trukket noget af det faste arbejde ud af menighedsrådet og givet det til frivillige.
- Jeg tror, det er en god og konstruktiv vej at gå. Først får man trukket frivillige ind til ad hoc-opgaver som tøndeslagning eller lignende, og stille og roligt får man dem trukket ind i menighedsrådsarbejdet, så de får lyst til at stille op til valgene.
Gurli Mose Pedersen fra Jammerbugt Distriktsforening fik det sidste ord:
- Jeg har arbejdet med kultur i 35 år, og der har været bekymring for udviklingen i mange år. Men min erfaring er, at det altid går, så I skal se, der kommer nok nogle til at tage over efter os.
Landsforeningen af Menighedsråd holder hvert år et formandsmøde for distriktsforeningerne, hvor der er mulighed for at drøfte aktuelle spørgsmål for distriktsforeningerne og Landsforeningen.
I år blev formandsmødet holdt i Strib, og deltagerne fik blandt andet mulighed for at netværke og tale om frivillige ved kirkerne, emner på årsmødet i juni og meget mere.
Medlemmerne i Landsforeningen af Menighedsråd er organiseret i en række distriktsforeninger. Du kan finde din distriktsforening på vores hjemmeside.
Distriktsforeningen forbinder menighedsrådene med Landsforeningen gennem medlemsdemokratiet. Medlemmerne af distriktsforeningen udgør et geografisk område – en valgkreds, og der vælges repræsentanter (delegerede) fra dette område på distriktsforeningens årlige generalforsamling. De delegerede får indflydelse på medlemsdemokratiet og repræsenterer medlemmerne i distriktsforeningen på Landsforeningens årsmøde/delegeretmøde. Alle bestyrelseskandidater til Landsforeningens bestyrelse opstilles af distriktsforeningerne.
Landsforeningen afholder i september en række kurser rundt i landet for at hjælpe de nye bestyrelser i distriktsforeningerne med overgangen.
Kurserne vil blandt andet handle om foreningsarbejde, kontakt til medlemmer og brug af medlemssystem, dialog på tværs af forening og om kursusplanlægning.
Datoer for kurser er: