Liturgi til debat i menighedsrådet

Viborg Domsogn skiller sig ud fra mange af landets sogne ved netop at være et domsogn. Det store, gamle kirkerum og de relativt mange kirkegængere lægger op til, at højmessen om søndagen er fast i sin form. Her foregår gudstjenesten fx med et stort kor, og der er en forventning om, at man møder en traditionsbunden handling.

- Derfor er vi som menighedsråd nok ret konservative, når det gælder højmessen, men vi har alligevel haft mange snakke om liturgi. Desuden kan en gudstjeneste jo være andet end højmessen, og det har vi talt om, siger præst Leif Holmstrøm.

Menighedsrådsmedlem Frede Fruergaard Møller er enig.

- Jeg kan rigtig godt lide højmessen med den form, som den har i dag, når der altså ikke er Covid-19 i samfundet. Jeg kan lide hele forløbet, hvor vi beder Fadervor sammen, synger salmer sammen på fastlagte steder i forløbet, og går til nadver sammen. Det er en handling, som jeg kender rigtig godt, og jeg vil nødig have, at der bliver ændret på den grundform.

Leif Holmstrøm husker, da der for år tilbage også blev kigget på gudstjenesten med undersøgende øjne.

- Det var en tidligere biskop, som påpegede, at der er et ret langt forløb, inden vi når frem til selve indholdet, altså dagens tekst. Han formulerede det sådan, at der måske er for mange forretter, inden man når frem til hovedretten.

Frede Fruergaard Møller oplever ikke, at gudstjenesten er for lang.

- Det er rigtigt, at der er en del bønner, men vi er jo også sammen for i fællesskab at bekræfte vores kristne tro. Fællesskabet betyder meget for mig, herunder at vi rejser os og sætter os i flok, og at vi synger salmer sammen.

Menighedsrådsmedlem Marie Skaarup er ikke vokset op i et kirkevant miljø, så for hende har det taget tid at blive helt fortrolig med gudstjenestens form.

Tager tid at lære

- Jeg kan godt følge det argument, at gudstjenestens ritualer måske kan få nogle kirkesøgende til at give op, fordi det virker stift og kompliceret. Men jeg er selv blevet mere og mere glad for gudstjenesten, som årene er gået. Og det tror jeg, er en vigtig pointe. Det tager tid at lære gudstjenestens form at kende, men det er ikke i sig selv et argument for at ændre ved liturgien, for på et tidspunkt bliver man fortrolig med den. Og så opdager man, at formen både er smuk, højtidelig og vedkommende, også efter mange gentagelser.

I foråret blev folkekirken lukket ned på grund af Covid-19, og her opdagede Marie Skaarup, at der især er ét element ved gudstjenesten, som har stor betydning for hende.

- Da vi åbnede domkirken igen, blev det tydeligt, hvor meget jeg havde savnet nadveren. Vi sendte online gudstjenester i løbet af nedlukningen, men her var der selvfølgelig ikke en fælles, fysisk nadver, og det har jeg savnet. Det er en handling, som både er symbolsk og konkret på samme tid, og så understreger den fællesskabet i kirken.

På grund af Covid-19 er nadveren dog ændret indtil videre, og det er både hun og Frede Fruergaard Møller ikke så glade for.

- I stedet for at komme op til alteret for at knæle og modtage nadver der, er handlingen ændret, så vi nu står på en række med god afstand og passerer forbi præsten. Det gør, at nadveren er lidt mindre højtidelig, fordi der ikke er så meget tid til fordybelse eller refleksion. Man skal videre for at give plads til den næste i rækken. 

I forbindelse med Covid-19 er der vedtaget en ændring af liturgien i domkirken, som blev vedtaget på et menighedsrådsmøde sidst i maj. Her står blandt andet, at trosbekendelsen siges i stedet for at synges, at nadveren foregår på den måde, at brød deles ud med handsker på, samt at vinen skænkes i engangsbægre, og at det foregår med tavs uddeling.

I reglerne om ændring af liturgi står, at det skal ske ved et samvirke mellem præster og læge medlemmer af menighedsrådet. De skal altså i fællesskab blive enige om ændringer, og i forbindelse med den nye liturgi var der et punkt, som Frede Fruergaard Møller anfægtede.

For længe at vente

I forslaget fra præsterne stod, at nadveren først skulle genoptages efter pinse. Det syntes han var for længe at vente.

- For mig var det vigtigt, at vi hurtigt kunne gå til alter igen for at modtage nadver. Derfor foreslog jeg, at det blev genindført hurtigst muligt, og det var der opbakning til, selv om vi selvfølgelig holdt øje med udviklingen i smitten. Det var vigtigt for mig, men jeg oplevede også, at jeg talte på menighedens vegne, for det var et ønske, jeg havde hørt flere steder.

Når det gælder samvirket mellem præster og menighedsråd, er der enighed om, at det fungerer på en god måde i Viborg Domsogn.

De læge menighedsrådsmedlemmerne har følt sig godt klædt på til at tale om liturgi, fordi præsterne har holdt oplæg for menighedsrådet om de fire temaer i forbindelse med liturgi – autorisation, dåb, nadver og gudstjeneste.

- Vi havde samtaler og diskussioner i efteråret 2019 og i foråret 2020, men desværre brød Covid-19 ud, inden vi nåede at få lavet en opsummering, som vi kunne sende til biskoppernes projekt. Men nu er fristen forlænget til marts 2021, så vi regner med at genoptage og afslutte vores snakke, siger Leif Holmstrøm.

Marie Skaarup oplevede, at det var gode diskussioner.

- Jeg følte mig godt klædt på til at kunne tale om liturgi efter oplæggene, og det var spændende og måske også tiltrængt, at vi i menighedsrådet kunne bruge tid på at tale om tro og kirkeliv, for vi har haft nogle store renoveringsprojekter, som har fyldt meget hos os.

Frede Fruergaard Møller er enig.

- Selv om jeg er kirkevant og er kommet til gudstjeneste i mange år, så var der nogle ting, som faldt på plads. Jeg har fået en bedre forståelse for gudstjenesten, og hvorfor vi gør tingene, som vi gør.

Selv om højmessen i Viborg Domkirke har en fast form, og der ikke er den store lyst i menighedsrådet til at ændre permanent på dens liturgi, så er der andre gudstjenester i kirken, hvor der er mere plads til fornyelse.

- Vi har fx en natkirke en gang om måneden, og her er der i gudstjenesten flere afvigelser fra den liturgi, som man oftest møder i folkekirken, fordi natkirken foregår på et tidspunkt, som lægger op til en anden form. Der er et forløb, som giver mere plads til refleksion og fordybelse, siger Leif Holmstrøm.